Flere store danske aktier fik medvind, og det var med til sørge for en grøn aktiedag på Københavns Fondsbørs.

I toppen af C25-indekset var det GN Store Nord, som kunne glæde sig over en nyhed fra USA.

Den amerikanske regering har nemlig midlertidigt undtaget elektronikprodukter fra den høje told på kinesiske var på 145 pct. Elektronikprodukterne er dog stadig omfattet af en told på 20 pct.

Ifølge Sydbank var det denne nyhed, som skabte optimisme blandt investorerne, som sendte GN-aktien op med 6,3 pct..

Det var også optimisme omkring de danske fedmeaktier, og det skyldes muligvis en dårlig nyhed fra en af selskabernes potentielle konkurrenter. 

Den amerikanske medicinalgigant Pfizer har nemlig i dag meldt ud, at man dropper selskabets pille mod overvægt. Det sker efter en patient, som deltog i et forsøget med pillen, er blevet syg.

Zealand Pharma, som også har et vægttabsmiddel i støbeskeen steg 5,6 pct., mens Novo Nordisk sluttede handelsdagen med en stigning på 3,7 pct.

Der var kun tre aktier i C25-indekset, som faldt i kurs. For to af dem er der dog en god forklaring. Mandag handlede både ISS og Tryg uden udbytte på henholdsvis 3,10 kr. og 2,05 kr.

Dermed Coloplast tilbage som dagens egentlige taber i det danske hovedindeks. Medicoaktien faldt 0,3 pct.

Alt i alt blev det til en pæn dag for C25-indekset, som steg 2,5 pct.