
Endnu et dansk selskab indenfor sundhedsområdet har kurs mod den danske fondsbørs.
Det danske pharmaselskab Leo Pharma, der blandt andet udvikler produkter til behandling af hudsygdomme som Psoriasis, eksem og akne, arbejder målrettet mod en børsnotering og i et interview med Børsen fortæller bestyrelsesformand Jesper Brandgaard at man forventer at børsnotere selskabet i 2026:
»Vi håber på, at det bliver i første halvår af 2026, men lad os sige, at i løbet af 2026 er realistisk,« siger Jesper Brandgaard til avisen.
Selskabet har ifølge ham skåret i omkostningerne, øget fokus på lønsomheden og kraftigt begrænset forskningsafdelingen for at forberede sig på en børsnotering.
Fokusset på selskabets indtjening har blandt andet vist sig i Leo Pharmas regnskab for 2023, hvor det lykkedes at landet et positivt driftsresultat (EBITDA) på 551 mio. kr. Selskabet har forud for det givet underskud i en årrække. Bundlinjen viste således et milliardunderskud i 2022 på 4,1 mia. kr.
I 2023 havde Leo Pharma en omsætning på 11,4 mia. kr.




















