Henter kommentarer

Dansker-aktie står til giftig nedtur om få timer


Aktien i elbilselskabet Fisker Inc. står til at blive markant mindre værd, når børshandlen i USA skydes i gang i eftermiddag dansk tid. 

Aktien står til at falde næsten 14 pct., når børsen åbner. Det er udsigterne for Fisker, som har danske Henrik Fisker i spidsen, viser Bloomberg-data.

Her faldt Fisker-aktien op mod 16 pct. i det amerikanske eftermarked efter børsluk mandag. Eftermarkedet er en form for uofficiel handel uden for børsens åbningstid.

Kursfaldet skete i slipstrømmen på, at Fisker mandag indviede aktionærer og analytikere i regnskabstallene for tredje kvartal. Markedet reagerede ifølge Bloomberg News blandt andet på meldingen om, at Fisker Inc. havde fundet en svaghed i dets overvågning af interne finansielle kontrolsystemer. 

Selskabets omsætning levede desuden ikke op til forventningerne blandt analytikerne.

Fisker omsætning for tredje kvartal endte på 71,8 mio. dollar mod 14.000 dollar i samme periode sidste år. Analytikerne havde regnet med at Fisker havde landet en omsætning på godt 100 mio. dollar.

Underskuddet endte på 91 mio. dollar

Aktiekursen var endda steget 7 pct. op til offentliggørelsen af regnskabet, men de stigninger står til at blive udvisket i tirsdagens aktiehandel.

Kursfaldet sker på et tidspunkt, hvor markedet - det vil sige investorerne over en bred kam - har slagtet Fisker. Fisker-aktien er i løbet af det seneste år faldet 43 pct.

Fisker blev børsnoteret i USA 30. oktober 2020, oplyser selskabet.