Henter kommentarer

Dansker angriber Elon Musk: Indtager Wall Street med store stigninger

Henrik Fisker (th) foran prototypen på SUV'en, Fisker Ocean.
Henrik Fisker (th) foran prototypen på SUV'en, Fisker Ocean. Foto: ROBYN BECK
Vis mere

 

Den danske bildesigner Henrik Fisker har fået en forrygende debut på børsen med sin virksomhed Fisker Inc, der går efter at udvikle verdens mest bæredygtige elbiler.

Virksomheden havde sin første handelsdag i New York fredag, hvor aktien steg 13 pct. I går mandag fortsatte aktien yderligere op med 11 pct.

»Alle eksterne ting er nu på plads. [...] Vi kan nu fuldt ud fokusere på at udvikle og lancere den revolutionerende, helt elektriske Fisker Ocean i hjertet på mellemklasse SUV-markedet [...] Vi sætter pris på tilliden fra alle vores aktionærer og har til hensigt at levere på vores udmeldte mål,« siger Henrik Fisker, bestyrelsesformand og adm. direktør, i en børsmeddelelse.

Med noteringen sikrer selskabet sig 1 mia. dollar til at finansiere selskabets drift og udvikling af den eldrevne SUV-model Fisker Ocean, fremgår det af børsmeddelelsen. Hvis alt går efter planen, bliver produktionen af bilen påbegyndt i fjerde kvartal 2022, hvorefter den vil ramme markedet.

9100 forudbestilte biler

Allerede nu har Fisker modtaget 9100 reservationer på bilen, tweetede Henrik Fisker i går. Man kan forudbestille bilen mod betaling på 250 dollar via en app. Til sammenligning modtog Tesla 325.000 forudbestillinger på Model 3 på blot en uge ifølge Tesla selv.

Af appen fremgår det desuden, at Fiskers bil vil kunne køre 250-300 miles svarende til 400-480 km. på en ladning og vil have vegansk interiør med genanvendte materialer.

Fisker er baseret i Californien, men selskabet planlægger at rykke til München i Tyskland. Bilen skal fremstilles i Europa, hvor produktionen bliver udliciteret til det canadisk-østrigske bilselskab Magna ifølge en børsmeddelelse. Magna har desuden fået en aktieandel på 6 pct. i Fisker.

Henrik Fisker mener, at partnerskabet vil gøre selskabet i stand til at »ramme op mod 50.000 køretøjer det første år, hvilket vil give Fisker positiv pengestrøm,« siger han til CNBC.

Himmelflugt blandt konkurrenter

Den eldrevne bil skal efter planen også rulle på de scandinaviske veje. I hvert fald har den danske app-baserede kørselstjeneste Viggo netop bestilt 300 biler fra Fisker, som altså forventes klar i slutningen af 2022, meddelte parterne i slutningen af oktober.

Fisker er gået på børsen ved at fusionere med et andet selskabet, børsnoterede Spartan Energy. Elbilsproducenten har overtaget fondskoden SPAQ, som er blevet ændret til tickerkoden FSR.

Henrik Fisker har tidligere prøvet sit held med elbiler for at tage kampen op mod markedslederen Tesla. Med selskabet Fisker Automotive solgte han et par tusinde biler under navnet Karma, før hans selskab blev ramt af bl.a. et uvejr, som smadrede en del af produktionen, samt en batterileverandør, der gik konkurs. Henrik Fiskers bilfirma måtte til sidst begære sig konkurs tilbage i 2013 ifølge Bloomberg.

Fiskers konkurrenter har længe haft hæderkronede dage på børsen. Amerikanske Tesla med Elon Musk i spidsen er steget 539 pct. det seneste år, mens kinesiske Nio med Bin Li i front er steget svimlende 2092 pct.

Læs også: Den næste Tesla? Investorer pumper milliarder i selskaber

Læs også: Anden dag med minus - Tesla-storaktionær har solgt fra