Ifølge onlinemægleren Nordnet var der meget stille i dagene lige omkring starten for den russiske invasion i Ukraine. Men i de seneste dage er der kommet fart over feltet igen. Danske private investorer er storkøbere af aktier inden for grøn energi. Det skriver Nordnet i en pressemeddelelse torsdag morgen.

Investorerne har først og fremmest købt grønne investeringsfonde og Vestas, mens der i højere grad er sket salg af Ørsted. De har dog også købt op i de store, velkendte danske selskaber, fremgår det af meddelelsen.

»Da nyhederne om invasionen begyndte at tikke ind, forholdt de private investorer sig rimelig roligt til begivenhederne. Nogle valgte at nedbringe deres aktiebeholdning og gå kontant, men langt de fleste havde is i maven. Selvom der er mange nye investorer i markedet, der ikke tidligere har oplevet denne form for krise, var det tydeligt, at langt de fleste tog det med ro,« udtaler Anne Buchardt, landechef i Nordnet.

Efterfølgende har købsinteressen dog været for opadgående, og der er sket et markant skifte i de private investorers fokus. Mens kursen på russisk-relaterede aktiver styrtdykkede, steg bl.a. andre olie- og gasaktier og våbenproducenter.

»De største stigninger opstod imidlertid i selskaber inden for grøn energi. Her har der efter invasionen været et markant nettokøb i den mest populære ETF på Nordnets platform, ”iShares Global Clean Energy”. Derudover har kunderne købt Vestas og Ørsted,« oplyser Nordnet.

Nordnet oplyser også, at der efterfølgende også har været et salg i Ørsted, hvor en række investorer valgte at tage profitten hjem, da selskabet var steget 25 pct. efter en længere periode med kursfald.

»Det er tydeligt, at de private investorer nu fokuserer på den grønne omstilling. Det er relativt få, der ejer russiske aktiver, og risikoen for pengepolitiske stramninger er trukket længere ud i horisonten. Det har fået de private investorer på banen med massive grønne investeringer og køb af aktier i de store, velkendte danske selskaber, som oplever stigende handelsaktivitet,« siger Anne Buchardt i pressemeddelelsen.

Samlet set viser Nordnets tal, at handelsaktiviteten på det danske marked i hele februar endte på knapt 47.000 daglige handler, hvilket er 12 pct. lavere end i januar.

Læs også: Russiske Abramovich sætter Chelsea til salg - overskud går til krigsofre

Læs også: Giganter sætter Rusland på pause