Danskerne er blevet vilde med elbiler.

Så vilde, at salget er meget tæt på at runde en milepæl.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at danskerne i oktober købte 8.826 nye elbiler. Det svarer til 61,3 procent af det samlede salg af nye personbiler i den forgangne måned.

Samtidig er det femte måned i træk, at elbilerne tegner sig for over halvdelen af det samlede salg af nye biler herhjemme. 

»Set for hele 2024 er vi millimeter fra, at elbiler fylder over halvdelen af bilsalget. Vi er altså tæt på endnu en milepæl for elbilerne,« siger privatøkonom i Arbejdernes Landsbank Brian Friis Helmer i en udtalelse.

Fortsætter udviklingen, kan endnu en milepæl være på vej.

I dag er der klart flest benzinbiler på de danske veje, efterfulgt af dieselbilerne.

Men væksten i salget af elbiler og faldet i salget af dieselbiler kan, hvis udviklingen fortsætter, i løbet af nogle år føre til, at der vil være flere elbiler end dieselbiler her i Danmark. 

Samlet set har salget af personbiler i år været en anelse højere, end det var på samme tidspunkt på året i 2023.

Kom i gang med at investere og få dine penge til at arbejde for dig. I ugens afsnit af Spar Kassen klæder Jeanette Kølbek, formueekspert i Nykredit, dig på til, hvordan du kommer i gang med at investere.

Lyt med på Apple Podcast, Spotify eller herunder:

Artiklen er oprindeligt udgivet af B.T.