De danske mestre præsterer underskud på 6 mio. kr. - forventer større underskud i år


Sidste års vindere af Superligaen, AGF, er kommet ud af regnskabsåret 2025/26 med et underskud før skat på 6 mio. kr.
Det fremgår af et dugfriskt årsregnskab for 'De Hvi'e'.
Fodboldklubben fra Aarhus forventer faktisk, at underskuddet vil vokse i det indeværende regnskabsår. Her forventer man et resultat før skat på mellem -15 og -45 mio. kr.
- I forventningerne er indregnet fortsatte strategiske investeringer i selskabets udvikling, herunder ibrugtagningen af det nye stadion i Kongelunden primo april 2027. I resultatforventningen indgår der ikke væsentlige spillersalg, skriver AGF i årsrapporten.
Omsætningen i 2025/26 voksede med 22 pct. fra 188 mio. kr. til 231 mio. kr. - primært drevet af indtægter fra sæsonkort og tv-indtægter, skriver selskabet.
AGF-aktien er faldet med 24 pct. de seneste seks måneder, men er fortsat oppe med 14 pct. det seneste år.
Superliga-klubben har da også fået en svær start på sæsonen, hvor man endnu ikke har vundet i landets bedste fodboldrække. Dermed indtager man aktuelt en 11. plads i Superligaen med samme pointhøst som Sønderjydske Fodbold.