Henter kommentarer

Demant i opsigtsvækkende melding: Nedjusterer forventningerne


Den danske høreapparatskæmpe Demant er tirsdag aften ude med en opsigtsvækkende melding. 

Selskabet offentliggør nemlig en markant nedjustering af sine forventninger til året, sammen med foreløbelige tal for første halvår af 2024. Det fremgår af en meddelelse fra selskabet. 

Demant forventer nu en organisk vækst for året på mellem 2-4 pct. hvor man tidligere havde forventet 4-8 pct. 

Samtidig sænker Demant også sine forventninger til indtjeningen. Selskabet nedjusterer sine forventninger til driftsresultatet (EBIT) før særlige poster, så man nu forventer at tjene mellem 4,3-4,6 mia. kr., mod tidligere 4,6-5 mia. kr. 

I første halvår viser de foreløbige tal, at Demant har opnået en organisk omsætningsvækst på 3 pct. og et EBIT før særlige poster på 2,068 mia. kr.

I meddelelsen skriver Demant at forretningsområdet Hearing Aid har leveret under forventningerne i andet kvartal af 2024. Blandt andet har selskabet oplevet »et betydeligt tab af markedsandel inden for managed care, som ikke er blevet fuldt opvejet af yderligere salg til de uafhængige forhandlere i USA«, fremgår det af meddelelsen. 

I forretningsområdet Diagnostics var den organiske vækst for første halvår på 3 pct., men i andet kvartal har den været på 0 pct. Der har dog været negativ vækst i Kina »på tværs af vores portefølje af balanceprodukter«, skriver Demant.

Forretningsområdet Hearing Care har leveret som forventet.

Demant-aktien er det seneste år steget med 12 pct., men har været i modvind på det seneste. Den seneste måned er Demant-aktien faldet med 9 pct.