Aktien i den amerikanske streamingtjeneste Netflix, der har populære serier som Stranger Things og The Crown, er steget hele 36 pct. i år.

Men er der mon mere at komme efter nu? Euroinvestor bringer her de professionelle analytikeres syn på aktien netop nu.

Det seneste år er aktien i streamingkæmpen gået frem med næsten 80 pct., og selskabet har en markedsværdi på mere end 510 mia. dollar.

Ifølge finanstjenesten Bloombeg dækker 60 analytikere aktien, og ud af dem har hele 39 en køb-anbefaling. 

19 har en hold-anbefaling, mens de resterende to har en sælg-anbefaling.

Ser man på analytikernes gennemsnitlige kursmål, altså hvad de i gennemsnit vurderer, at aktiekursen vil bevæge sig imod inden for de næste 12 måneder, så tror de, at aktien kan bevæge sig mod 1.349,50 dollar fra den nuværende kurs på omrkign 1.208 dollar.

Det indikerer et kurspotentiale på 11,7 pct.

Den, der er mest positiv over for Netflix-aktien, er analysehuset Pivotal Research, der har en købsanbefaling og et kursmål på hele 1600 dollar. De næste på listen er Wells Fargo og Canaccord Genuity, der også begge har købsanbefalinger og kursmål på henholdsvis 1560 og 1525 dollar.

I den modsatte ende af skalaen finder man Morningstar med en sælg-anbefaling og et kursmål på 750 dollar.