Det har næppe forbigået manges opmærksomhed, at de voldsomme prisstigninger på det københavnske boligmarked har oplevet stilstand hen over sommeren. 

Nu ser opbremsningen ud til at sprede sig fra hovedstaden til de omkringliggende kommuner, viser tal fra Boligsiden.

Udbuddet af huse omkring København stiger - stik imod tendensen i resten af landet. Det er der en særlig grund til, forklarer chefanalytiker og boligøkonom hos Nordea Lise Nytoft Bergmann:

»Boligmarkedet fungerer lidt som et dominospil. Når der kommer en prop i starten af flyttekæden, kan det mærkes længere ude. Hvis lejligheden i København ikke bliver solgt, bliver rækkehuset i Rødovre måske heller ikke købt - og så bliver villaen længere ude i kæden også liggende hos ejendomsmægleren.«

Det seneste år er udbuddet af villaer og rækkehuse steget med næsten 24 pct. i København by og 6,3 pct. i Københavns omegn. Ser man bort fra Bornholm, hvor det beskedne marked giver store udsving, er det de eneste landsdele med et stigende husudbud.

Frygter du, at dine mursten styrtdykker i værdi, eller håber du, at der kommer en billig mulighed for at hoppe ind på det vilde boligmarked i hovedstaden, kan du dog godt tro om igen.

Udbuddet er fortsat relativt lavt, og én måneds statistik er ikke nok til at konkludere, at udviklingen har ændret sig varigt. Dagens tal er alligevel interessante, fordi de kan være et tidligt signal om, hvordan en vending på boligmarkedet bevæger sig geografisk, vurderer Lise Nytoft Bergmann.

»Jeg vil ikke trykke på alarmknappen på baggrund af dagens tal, men jeg vil holde øje med instrumentbrættet. For første gang begynder vi at kunne ane, at opbremsningen på det københavnske ejerlejlighedsmarked kan være på vej mod villavejene i forstæderne,« skriver chefanalytikeren i en kommentar.

Løfter man blikket fra hovedstadsområdet og kigger ud over hele landet, er 29.729 villaer og rækkehuse til salg. Det er en lille stigning på 110 huse i forhold til måneden før.

Det er til gengæld 4.000 færre huse end på samme tidspunkt sidste år og under gennemsnittet på knap 32.000 over de seneste ti år.

»Ser vi på Danmark som helhed, står husmarkedet stadig på et solidt fundament. Der er relativt få huse til salg, og det giver sælgerne en stærk hånd ved forhandlingsbordet,« vurderer Lise Nytoft Bergmann.