Henter kommentarer

'Der er udsigt til, at der forsvinder penge fra investorernes depoter i dag'


Aktier, der bliver mindre værd.

Det skal du forberede dig på at opleve onsdag, når børshandlen går i gang. Det påpeger Sydbanks seniorøkonom Mathias Dollerup Sproegel i en kommentar onsdag.

»Der (er, red.) udsigt til, at der forsvinder penge fra investorernes depoter i dag,« påpeger han.

Der er med hans ord blevet sendt »små rystelser« igennem de finansielle markeder, efter USA’s kreditværdighed er blevet sænket af kreditvurderingsbureauet Fitch.

Det har sat gang i kursfald, der dog kommer i kølvandet på en længere optur på aktiemarkedet.

Det vækker dog opsigt, at Fitch har nedjusteret USA’s kreditværdighed fra den højeste rating på AAA til AA+. 

Læs også: Storbank: Lad være med at prøve at regne markedet ud – Bare køb disse 15 kvalitetsaktier

Det skyldes, at det er verdens største økonomi, der »får et hak i tuden. Og det er verdens reservevaluta – dollaren – som miste nogle stjerner på skulderen,« forklarer seniorøkonomen.

»I vores optik er der dog højest tale om en kosmetisk justering fra Fitch, men det er et signal om, at USA’s statsgæld og offentlige budgetter er på en glidebane på den lange bane,« understreger han.

Udviklingen betyder samtidig, at USAs kreditværdighed ikke længere den højest mulige hos to kreditvurderingsbureauer.

Læs også: Russiske investorer sender aktieindeks tilbage på før-krigsniveau

USA’s kreditværdighed nemlig nedjusteret af kreditvurderingsbureauet S&P i 2011. 

Forklaringen er ifølge Mathias Dollerup Sproegel, at USA gennem mange år har kørt med store underskud på de offentlige budgetter.

Danmark er derimod blandt duksene, påpeger Sydbank.

Danmark er ét af kun ni lande med den højeste kreditværdighed hos alle bureauer. 

Det skal vi ifølge Mathias Dollerup Sproegel være glade for. Det betyder nemlig, at vi kan »prioritere vores skattekroner på velfærd i stedet for renteudgifter,« påpeger han.

Den amerikanske statsgæld har ifølge Sydbank rundet svimlende 32.000 milliarder dollar. Det svarer ifølge banken til, at USAs statsgæld kunne nå »mere end 9 gange til månen, hvis man stablede 1 dollar sedler.«