Henter kommentarer

Derfor er Bitcoin steget 155 pct. i år

Foto: DADO RUVIC
Vis mere

Kryptovalutaen bitcoin har formået at stige med 155 pct. midt i en global krise.

Den voldsomme stigning skyldes ifølge Lasse Birk Olesen, partner i Morph Capital, at det er blevet den nye 'safe haven' istedet for guld. Det skriver Børsen.

»Traditionelt har det været guld, og det er det også stadigvæk, men bitcoin er blevet et alternativ for folk, der frygter inflation - så jeg tror, at der flyder penge over i bitcoin af den årsag,« udtaler Lasse Birk Olesen til Børsen.

Medstifter og driftsdirektør i Coinify, Hans Henrik Hoffmeyer, gør endvidere opmærksom på, at man skal huske på en vigtig forskel mellem bitcoin og guld. Det kan betale sig at udvinde mere guld ved prisstigninger, men der vil altid kun være en endelig mængde bitcoin.

I en tidligere artikel på Euroinvestor har analysechef i Dequant i London Denis Vinokourov udtalt, at »der ikke er noget, der tyder på, at rallyet er ved at løbe tør for damp og alt peger på at den tidligere rekord overgås i den meget nære fremtid«.

Bitcoin er steget 50 pct. siden starten af oktober og nåede mandag helt op i 18.425 dollar.

Valutaanalytiker Joel Kruger fra Lmax Exchange, vurderer at bitcoin igen kan komme i rekord, men advarer om, at det kan være startskuddet til et nyt stor skred i kursen.

Du kan læse mere om bitcoins vilde udvikling i artiklen: Bitcoin i comeback: Krydser 18.000 for første gang i tre år.