Henter kommentarer

Derfor er diesel dyrere end benzin


Fragt langvejs fra og mangel på madolie sender prisen på diesel i vejret.

Længe har diesel været billigere end benzin, men den seneste tid har det ikke forholdt sig sådan. Tirsdag koster en liter almindelig blyfri 95 benzin 15,79 kr. Samtidig koster en liter diesel 16,89 kr., altså 1,1 kr. mere end benzinen pr. liter.

Euroinvestor har derfor kontaktet en af Danmarks største benzintankskæder OK for at få en forklaring på de høje dieselpriser.

»Der bliver ikke længere importeret ligeså meget russisk diesel som tidligere, og fra første februar er det helt slut. Det betyder, at den diesel, der kommer til Europa, skal komme fra USA eller Asien i stedet. Det betyder højere fragtpriser og længere leveringstider,« siger indkøbsdirektør i OK, Anne Holm, til Euroinvestor.

Selvom Rusland også eksporterer benzin, er effekten på dieselpriserne større ifølge hende.

»Rusland har traditionelt eksporteret mere diesel til Europa end benzin, så prisen på diesel bliver hævet mere af sanktionerne end benzin,« forklarer Anne Holm.

Ukraine og Rusland er storproducenter af madolie, så krigen har gjort udbuddet mindre og priserne højere. Rapsprisen er skudt i vejret som en konsekvens af dette, og den diesel, der sælges i Danmark, indeholder typisk omkring syv pct. biodiesel, som produceres på raps, hvilket øger prisen på diesel yderligere, påpeger indkøbsdirektøren.

Udsigterne er stadig usikre, men Anne Holm vurderer, at vi nok skal se mere normale tilstande før eller siden.

»Jeg tror, det finder et leje igen, men der er bare rigtig meget usikkerhed i branchen lige nu. Det er en ny struktur, når man importerer fra andre kilder end hidtil. Det vil påvirke priserne i en rum tid fremad, men jeg tør ikke spå om hvor længe,« siger Anne Holm.

Skulle man gå og være bekymret for, at de høje priser er et tegn på, at diesel snart bliver en mangelvare, så bør man have en ting mindre at bekymre sig om ifølge indkøbsdirektøren.

»Der er ingen forsyningskrise i Europa, når det kommer til diesel. Der er varer, de er bare blevet dyrere,« siger Anne Holm.

Læs også: Så voldsomt er guldet faldet

Læs også: 8 grønne aktier med spændende potentiale