Skal Elon Musk købe Twitter, eller kan han bakke ud af aftalen?
Dét spørgsmål kommer til at blive afgjort i en amerikansk retssal mellem 17. til 21. oktober, hvor Twitter kommer til at sidde i retssalens ene ringhjørne, og verdens rigeste mand, Elon Musk, i den anden.
På forhånd er det ventet, at Twitter vil have de største muskler i boksekampen. Men rigmanden kan have en trumf i ærmet, pointerer Nordnets investeringsøkonom, Per Hansen.
For Twitters antal af falske brugere er stridspunktet mellem de to parter. Elon Musk har trukket sig fra den milliardstore handel, fordi han mener, at Twitter har langt flere falske brugere end de fem procent, som de selv hævder.
»Hvis det lykkes Elon Musk at sandsynliggøre, at Twitter systematisk har underdrevet antallet af falske profiler, kan han formentlig ikke kun overbevise en dommer, men vil også kunne aktivere alle de mange Twitter-investorer, som ikke i Twitters børsnoteringstid er blevet informeret om, at en meget stor del af de officielle brugere ikke eksisterer,« mener Per Hansen.
Lykkedes Elon Musk med at overbevise offentligheden om, at Twitter har langt flere falske brugere, mener Per Hansen, at der kan komme et stort pres på Twitter og dets bestyrelse.
Og det stopper ikke der: Per Hansen vurderer, at der formentligt også vil komme rigtig mange retssager med investorer, som lægger sag an mod Twitter for at have ført dem bag lyset.
»Man bør som investor aldrig undervurdere hvad man kan blive anklaget for i landet med fleste advokater per indbygger,« mener Per Hansen.
Selvom Elon Musk kan have et trumf i ærmet, så er det dog Twitter, som umiddelbart har de stærkeste kort på hånden.
For Elon Musk har underskrevet en købsaftale på det sociale medie, hvor han ikke krævede en grænse for falske brugere, og i samme ombæring fraskrev han sig retten til due diligence, bemærker Per Hansen. Sidstnævnte er en proces, hvor selskabet gennemgås med en tættekam af specialister inden en handel.
Handlen, da den stadig var fuldt på bordet, ville løbe op i 44 milliarder dollar.
Læs også: Nordnet: 'Det fortsætter formentlig de kommende måneder'
Læs også: Bavarian-konkurrent styrtdykker
