Hvis man som boligejer gik og håbede på en tidlig julegave fra centralbankchef Christine Lagarde i form af en rentenedsættelse fra Den Europæiske Centralbank (ECB) her på bankens sidste rentemøde i år, 18. december, bliver man med al sandsynlighed slemt skuffet.

Lige nu ligger ECBs ledende rente på 2,0 procent, og selv om dugfriske væksttal for euroområdets økonomi skuffede tirsdag, er der ikke lagt i kakkelovnen til en rentesænkning mere i år.

Renten er en vigtig måde at styre samfundsøkonomien på, da lavere rente får både virksomheder og forbrugere til at bruge flere penge, hvilket stimulerer økonomien, mens centralbankerne omvendt kan dæmpe en overophedet økonomi ved at hæve renten.

Eurozonens bedste erhvervsbarometer, det såkaldte PMI-indeks, dykkede fra november til december 52,8 til 51,9 point. Når indekset er under 50, er det udtryk for, at økonomien er i backgear. Når indekset ligger på 52-53 indikerere det ifølge Nykredit en svag til moderat vækst på 0,2-0,3 procent i kvartalet.

»Vækstsignalet er dog ikke tilstrækkelig blødt til, at dagens måling får ECB til at gribe til handling på torsdagens pengepolitiske møde. Centralbankens medlemmer virker overordnet meget enige om, at pengepolitikken i øjeblikket er ‘et godt sted’,« lyder det fra chefstrateg i Nykredit Frederik Engholm, som fortsætter:

»Vi ser dog væksten som lidt for svag og forventer, at inflationen kravler under målsætningen (ECBs mål om en stabil inflation på 2,0 procent, red.) i løbet af 2026. Derfor burde centralbanken overveje at sætte renten en tand yderligere ned i løbet af de kommende måneder.«

Nykredit/Totalkredit forventer i deres seneste renteprognose, at ECB sænker renten fra 2,0 procent til 1,75 procent til marts.

Hvis den prognose holder stik, vil det være godt nyt for danske boligejere med de helt korte, variabelt forrentede lån med navne som Kort Rente og F-kort, der får ny rente hvert halv år. Deres rente følger nemlig i grove træk ECBs ledende rente én til én.

Boligejere med F-kort-lån vil ikke får lavere her ved rentefastsættelsen i januar, men hvis Nykredit/Totalkredits prognose holder vand, vil F-kort-lånerne til rentefastsættelsen i juli 2026 få sat renten ned med cirka 0,3 procentpoint.

Det vil ifølge beregninger, som Totalkredit har foretaget for B.T., give en månedlig besparelse på 250 kroner efter skat for hver lånte million kroner uden afdrag svarende til en besparelse på 3.000 kroner om året. Er lånet med afdrag, falder den månedlige ydelse med 110 kroner efter skat.

I Nordea Kredit og Realkredit Danmark vurderer man, at ECB holder renten i ro gennem hele 2026, og derefter forventer Nordea Kredit, at ECB vil hæve renten to gange gennem 2027, så ECBs ledende rente renten ved udgangen af 2027 er 2,5 procent

Nordeas prognose baserer sig på en forventning om, at europæisk økonomi kommer op i gear i løbet 2026, godt hjulpet på vej af en kæmpe finanspolitisk saltvandsindsprøjtning til tysk økonomi på 500 milliarder euro til nye evje, jernbaner og anden infrastruktur.

I Nykredit/Totalkredit vurderer man omvendt, at det vil tage tid at få skubbet gang i tysk økonomi, som døjer med tilbagegang i den store og vigtige industrisektor, som blandt andet er udfordret af billige kinesiske elbiler.

Samtidig vurderer Nykredit/Totalkredit, at inflationen vil krybe under ECBs målsætning på 2,0 procent, og at Christine Lagarde som følge af fortsat lav vækst i eurozonen og (for) lav inflation vil sænke renten en enkelt gang mere i løbet af første halvår af 2026.

Millionærklubben

Ligger pengene løst eller temmelig fast i de globale forbrugeres lommer pt.? Det er bare ét af de spørgsmål, man bør stille sig selv, inden man investerer i containershippingbranchen. Med et par hårde år bag sig er det måske tid til at  se nærmere på segmentet, men meget er på spil i disse geopolitisk udfordrede tider. Millionærklubben zoomer ind på containerrederier og verdenshandel sammen med chefanalytiker Peter Sand fra Xeneta og chefanalytiker Lau Svenssen fra Svenssen & Tudborg. Vært: Bodil Johanne Gantzel