Den amerikanske storbank Citi ser endnu mere positivt på det danske biotekselskab Genmab.
Bankens medicinanlanalytiker Peter Verdult vurderer, at en ny kræftbehandling kan være op mod 20 mia. kr. mere værd for Genmab. Det skriver Børsen om selskabet, der har specialiseret sig i kræftbehandling. Det sker, efter et middel udviklet af Genmab har vist lovende takter mod en sjælden art lungekræft, der er muteret. Genmabs samarbejdspartner, Janssen Pharmaceuticals, arbejder nu på at få lægemidlet godkendt i USA og Europa
»Vi forudser en lancering i 2021 i anden linje af behandlingen af lungekræfttilfælde med denne mutation – hvilket er 1-2 pct. af alle lungekræfttilfælde – og beregner i øjeblikket et risikojusteret topsalg i alle indikationer på 1,5 mia. dollar (9,2 mia. kr., red.). Royaltystrømmen vurderer vi til 100 kr. pr. aktie, men bemærker, at den kan være to til tre gange højere, hvis de afgørende forsøg har succes,« lyder det fra Peter Verdult i et analysenotatet, ifølge Børsen.
I videoen ovenfor ses udviklingen i markedsværdien pro anno for en række selskaber i den danske sundhedssektor. Grafikken er lavet via Flourish Studio.
Ser man på, hvad analytikerne mener om Genmab-aktien, så er de stadig splittede om aktiens udvikling herfra.
Der er ifølge Bloomberg 26 analytikere, der har dækning af Genmab-aktien. Af dem har 10 analytikere en køb-anbefaling, mens 9 af analytikerne har en hold-anbefaling. De resterende 7 analytikere har en sælg-anbefaling.
Blandt dem, der er mest optimistisk på fremtidsudsigterne, finder man storbanken Jefferies, hvor analytikeren Peter Welford har en køb-anbefaling og et kursmål på 2900 kr.
I samme boldgade finder man Jyske Banks Henrik Hallengreen, der har et kursmål på 2850 samt en hold-anbefaling.
I den anden ende af skalaen finder man HSBC, hvor Julie Mead har en sælg-anbefaling og et kursmål på 1510 kr. Et lignende synspunkt finder man hos Société Générale, hvor Justin Smith har en sælg-anbefaling samt et kursmål på 1620. kr.
Læs også: Lars Tvede om aktiedyk: Jeg tror ikke, at vi er specielt langt fra nu