Derfor stiger prisen på appelsinjuice


Mens de globale aktiekurser er historiske lave, har coronavirus-udbruddet været medvirkende til, at prisen på futures på appelsinjuice er hoppet i vejret. Det skriver BBC.
De fleste råvarer har en future (fremtidig pris, red.), som kan handles på en børs, såsom Intercontinental Exchange (ICE). Futures-kontrakter hjælper virksomheder med at fastlåse en pris i fremtiden for at beskytte mod potentielle stigninger i priser. Futures-kontrakter er almindelige for råvarer som appelsiner og hvede, som er sårbare over for pludselige prisstigninger forårsaget af f.eks. dårlig høst eller naturkatastrofer.
Tirsdag steg future-prisen på appelsinjuice med mere end 6 procent.
COVID-19 udbruddet rammer både udbud og efterspørgsel. Et ønske om immunforstærkende C-vitamin har øget efterspørgslen i butikkerne, samtidig med bekymring for manglende arbejdskraft i centrale knudepunkter i produktionen af juice.
Derudover er der mangel på tankskibe eller containere til at sende produktet ud til købere.
Arbejderne i appelsinplantagerne kommer på grund af restriktioner ikke ud at høste af frygt for at komme for tæt på andre medarbejdere, udtaler Jack Scoville fra The Price Futures Group.
Selvom appelsinjuice er steget til næsten højeste pris i et år, forbliver prisen langt under højderne i 2017 og 2018 og ligger næsten 50 procent under den pris, den nåede op på i slutningen af 2016.