Henter kommentarer

'Det bliver det argeste lort' – aktiechef spår nedtur for techgigant


Hvis man føler sig heldig og har lyst til at bruge aktiemarkedet som casino, så kan det være, man skal kigge i retning af Meta-aktien.

For selskabet, der står bag Facebook, aflægger regnskab efter den amerikanske børs lukker i dag.

Det er aktiechef i HC Andersen Capital, Michael Friis Jørgensen, der i onsdagens udgave af Millionærklubben fremhæver aktien som en lodseddel, hvis han skulle prøve at gå på casino i aften, som han siger.

Men alligevel vil Michael Friis Jørgensen holde sig langt væk fra at spille på Meta, hvis han endelig skulle begive sig ud i risikable sats.

»Meta kommer med regnskab i aften. Og jeg tror, det bliver det argeste lort. Man har jo set kursen og hvor meget, der er blevet priset ind på alle de her selskaber,« siger han med henvisning til en række fremtrædende tech-aktier.

Meta-aktien har allerede lidt et drastisk fald på 46,2 pct. siden årsskiftet, og aktien er dermed den ultimative bundskraber blandt de prominente tech-aktier, der går under betegnelsen FAAMG. Det står for Facebook, Amazon, Apple, Microsoft og Google.

Læs også: C25-aktien er blevet savet midt over

Foruden Facebook – hvis moderselskab hedder Meta – er de øvrige selskaber faldet mellem 11 og 18 pct. i år.

»Jeg vil ikke gøre det (købe Meta-aktien inden regnskabet, red.), for jeg tror, det kan blive lidt værre,« siger aktiechefen.

Bag mikrofonerne i onsdagens udgave af Millionærklubben står også Søren Dal Thomsen, investeringschef i Secure Spectrum.

Sammen med Michael Friis Jørgensen, advarer Søren Dal Thomsen mod, at man som investor daytrader – og særligt i selskaber, man ikke helt forstår.

»Sørg nu for at vælge noget, hvor der er høj visibilitet. Med Facebook ved du ikke, om det er fugl eller fisk. Køb nu noget, hvor du ved, at det er et godt selskab med organisk vækst og høje marginer. Så ved du, at du på den lange bane har odds med dig,« siger Søren Dal Thomsen.

»Du kan godt sidde dag til dag og handle, men du skal bare vide – nøj, hvor rammer man forkert nogle gange,« siger Michael Friis Jørgensen.

Læs også: Kendt investor: Disse populære aktier er alt for dyre

Læs også: Sidste frist på søndag