Her er dagens væsentligste markedsnyheder fra de danske finansmedier
Tryg-aktionærer smider penge ud af vinduet, hvis de misser deadline
Tryg er i disse dage i gang med en større udvidelse af aktiekapitalen. Tryg sælger nye aktier for at overtage de skandinaviske aktiviteter i forsikringskoncernen RSA Insurance Group.
Hvis eksisterende aktionærer ikke tager stilling til dette aktiesalg inden på onsdag 17. marts kl. 17.00 taber man penge. Du kan læse mere om Trygs aktieemission og en uddybbende forklaring af de bagvedliggende mekanismer i artiklen her.
Storaktionærer kritiserer Carlsberg-tops lønninger
Carlsbergs lønninger af topledelsen vækker kritik fra en række storaktionærer. Det skete på det danske bryggeris digitale generalforsamling mandag aften, hvor ATP, LD Fonde og Akademikerpension stemte imod vederlagsrapporten, skriver Børsen.
Det er blandt andet topchef Cees 't Harts lønpakke, der er en torn i øjet på storaktionærerne. Den lyder på 12,9 mio. kr. i løn, en 'kontantbonus' på 5,8 mio. kr. samt 17,3 mia. kr., der er en del af et bonusprogram, der vækker kritik. Det kan du læse mere om her.
Danske aktier er spurtet frem siden marts 2020
Siden det danske eliteindeks ramte bunden 23. marts 2020 er de 25 aktier gået frem med 65,16 pct. Blandt de aktier i C25-indekset, der er steget mest, findes Mærsk, Rockwool og Vestas med Pandora i front efter en stigning på 229,57 pct.
»Havde du spurgt mig på bunden, hvem der skulle performe bedst, så var det ikke dem. Jeg har svært ved, at de har været så gode, for der er intet, der vokser hos dem,« udtaler Michael Friis om Pandora og tilføjer, at det har været et forrygende år at være dansk investor. .
I den modsatte ende af skalaen ligger Coloplast med den laveste stigning siden 23. marts på 2,85 pct. Læs hele artiklen om Michael Friis vurdering af C25-selskabernes udvikling her.
Aktieanalysechef: Det bidrog til danske selskabers succes under krisen
Danmarks største børsnoterede selskaber har formået at sikre sin indtjening og undgå massive gældproblemer under coronakrisen. Det skriver Børsen med henvisning til tal fra Nordea, der viser, at C25-selskabernes ennemsnitlige gearing fadt fra 1,2 til 1 i 2020 sammenlignet med 2019.
»Her har du fat i en af de helt centrale kerner, i forhold til hvorfor det er, at de danske selskaber er kommet stærkt igennem krisen. Det er et lavt gældsniveau, modsat hvad man ser andre steder,« siger Jacob Pedersen til Børsen.
Danske Bank: Visse it-selskaber kan vinde på genåbningen
Flere it-aktier kan stå til at vinde på genåbningen af økonomierne. Det vurderer Danske Banks senior investeringsstrateg, Lars Skovgaard Andersen, ifølge Børsen.
Han peger på, at aktier, der er eksponeret mod kortbetalinger kommer til at nyde godt af, at økonomierne åbner efter de omfattende coronanedlukningerne.
»Kortbetalinger er en genåbningshistorie. Selvom man har brugt kort til at handle online, så vil antallet af kortbetalinger stige, når man kan bevæge sig ud. Men de befinder sig i it-sektoren, og de har dermed haft et negativt flag hængende over hovedet, mens investorerne er rullet fra vækst til valueaktier,« siger Lars Skovgaard Andersen til Børsen. Du kan læse mere om hvilke betalingskæmper i artiklen her.
Markedstendenser
Umiddelbart peger futures på en lettere positiv åbning på markederne i Europa tirsdag. Den tyske DAX-future ligger 0,24 pct. højere efter en lidt blandet dag i Europa mandag, hvor det danske C25-indeks dog fik startet ugen godt op med en stigning på 0,7 pct. til 1636,08.
»Vi forventer en stille åbning på de europæiske børser, hvor indikationerne peger på et løft på 0,3%. De asiatiske aktieindeks viser pæn fremgang ligesom de amerikanske indeks sluttede på de højeste niveauer for handelsdagen,« skriver Sydbank i en morgenkommentar.
Dagens tal og begivenheder
Zalando - Årsregnskab
Columbus - Årsregnskab
CrowdStrike - Årsregnskab
Volkswagen - Årsregnskab
ZEW-indekset, marts - Tyskland
Følg med i de kommende begivenheder, der kan rykke de finansielle markeder, i Euroinvestors opdaterede kalender med både regnskaber og økonomiske nøgletal.
Læs også: Nye aktier i S&P 500 sendt i vejret mandag
Læs også: 5 tip til dit første aktiekøb