»Det er et totalt blodbad.«
Så kontant lyder meldingen fra en porteføljeforvalter hos en stor amerikansk hedgefond til Financial Times, mens et omfattende udsalg i de mest risikable virksomhedsobligationer påfører investorerne markante tab.
Udviklingen i markedet for såkaldte »junk bonds« sender chokbølger gennem kreditmarkederne, hvor långiverne i hastigt tempo mister troen på de mest sårbare selskaber.
»Alle er bange for at blive ramt af det næste kollaps ... bare det at gå i nul er det nye plus,« tilføjer forvalteren over for avisen.
De forhøjede globale renter har forstærket frygten for, hvordan hårdt gældsatte virksomheder skal modstå høje energipriser og konkurrencen ny teknologi som kunstig intelligens. I Europa er markedet yderligere tynget af usikkerhed om fransk økonomi.
Reaktionen har været et massivt frasalg af værdipapirer i de mest pressede virksomheder. For gæld med en såkaldt CCC-rating, som betegner den absolut mest risikable kategori inden for virksomhedsobligationer, er renterne steget markant.
I Europa er renten klatret op over 21 pct. mod cirka 16 pct. i starten af året, mens den i USA er steget fra omkring 15 pct. til over 18 pct. Når kurserne på obligationerne falder, stiger den effektive rente tilsvarende.
Presset på markedet forstærkes af, at visse ejere benytter aggressive juridiske manøvrer til at flytte aktiver uden for långivernes rækkevidde for at afbøde egne tab.
Stefan Tsonev, grundlægger og investeringsdirektør hos Sternlight Capital Partners, beskriver situationen således over for Financial Times:
»Vi er vidne til en ny virkelighed, hvor kapitalfonde er dybt i tab på deres oprindelige investeringer, og aftalegrundlaget er utilstrækkeligt, hvilket åbner op for en langt bredere vifte af udfald for kreditorerne.«
De kraftige kursfald betyder, at fonde og investorer med store obligationsposter har svært ved at afhænde papirerne i markedet uden at udløse yderligere tab, hvilket fastholder nervøsiteten blandt markedsdeltagerne.
