Carlsberg-aktien fremhæves nu som et interessant bud til porteføljen.
Sydbanks aktieanalytiker Per Fog har i et analysenotat til bankens kunder set nærmere på den danske bryggeri, efter selskabet torsdag offentliggjorde strategiopdateringen SAIL’27. Han holder fast i sin købanbefaling af Carlsberg-aktien.
»Carlsbergs nye strategi indeholder ikke nogen store overraskelser, men bygger videre på tendenser, som har vist sig at skabe både vækst i omsætningen og indtjeningen i de seneste år,« forklarer Per Fog.
»De finansielle målsætninger frem mod 2027 virker en anelse forsigtige, og Carlsberg kan, efter vores vurdering, overraske positivt såfremt selskabet lykkes med at løfte salget af premium og alkoholfrie øl og fortsætte den stærke vækst i den asiatiske region,« forklarer han.
Læs også: Carlsberg kommer med nye planer for fremtiden
Strategien indebærer, at »fokus på øget salg af dyrere øl, alkoholfrie øl og cider skal drive væksten i både omsætningen og indtjeningen i årene frem mod 2027,« påpeger aktieanalytikeren.
Den danske bryggerigigant vil samtidig gå efter »en gennemsnitlig årlig organisk omsætningsvækst på 3-5 pct. i perioden fra 2023 og frem til 2027.«
Carlsberg sigter desuden efter en gennemsnitlig årlig organisk vækst i indtjeningen over omsætningsvæksten, hvilket også er for perioden fra 2023 til 2027.
»Carlsbergs nye mellemlange målsætninger er, efter vores vurdering, som forventet og matcher meget godt med vores estimater i årene frem mod 2027. Målene er ikke overambitiøse, nok nærmere forsigtige, hvilket er forståeligt set i lyset af de seneste to års hidtil usete markedsvilkår med nedlukning af salgskanaler og alkoholrestriktioner verden over,« fremgår det af analysenotatet.
Per Fog fremhæver desuden, at man vil evare en udbytteprocent på omkring 50 pct., hvor »overskydende likviditet udbetales ved ekstraordinært udbytte eller aktietilbagekøb.«
Det fremgår af Sydbanks hjemmeside, at banken har en køb-anbefaling på Carlsberg-aktien.


Det koster 0 kr. - vind luksusophold til 8.000 kroner