Selvom danske aktier får en smule revanche fredag, har det været en brutal uge.
Det toneangivende C25-indeks er på blot fem handelsdage faldet mere end fem pct.. Det skyldes ikke mindst rentefrygt og frygten for en recession, der har fået investorer til at sælge ud af aktierne.
Et renteløft fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, har ikke hjulpet på stemningen. Det førte torsdag til, at der blev solgt massivt ud af aktierne, og at der alene torsdag forsvandt værdier i C25-indekset for omkring 130 mia. kr., vurderer Sydbank over for Marketwire.
Fredag er der svage stigninger i Europa, bemærker Ole Kjær Jensen, der er afdelingsdirektør i Sydbank, over for Marketwire.
»Vi ser en oprejsning i Europa. Det kører foreløbigt op efter en brutal uge, der har sendt indeksene ned på 2020-niveau for nogle af de amerikanske indekser. Det har været en virkelig brutal uge,« siger Ole Kjær Jensen.
Ser man på udviklingen i det danske eliteindeks fra mandag morgen til fredag ved middagstid, ser billedet af taberne i C25 således ud:
- Pandora: -7,8 pct.
- Netcompany: – 8,6 pct.
- Mærsk A: -9 pct.
- Mærsk B: – 9,2 pct.
- Ørsted: -9,4 pct.
- Rockwool: -9,7 pct.
- Jyske Bank: -10,5 pct.
- GN Store Nord: -11 pct.
- Demant: -11,8 pct.
- Ambu: -12 pct.
Torsdag faldt C25-indekset 3,5 pct. Det er ifølge nyhedsbureauet det syvendestørste fald i eliteindeksets historie, der går tilbage til 2016. Torsdag nåede indekset det laveste niveau siden efteråret 2020.
