Her er dagens væsentligste nyheder fra de danske finansmedier

 

Storbanks nye aktieindeks med fire danske darlings

Der er udsigt til et merkast, hvis du investerer i selskaber, der har en større andel af kvinder. Det er budskabet fra investeringsbanken Goldman Sachs, der har lanceret et nyt europæisk aktieindeks, Europe Womenomics,. Her er der krav til andelen af kvindelige ledere, bestyrelsesmedlemmer og ansatte for at et selskab, kan ende i indekset. Det skriver Børsen om indekset, der rummer fire danske aktier: Novo Nordisk, Genmab, DSV Panalpina og Simcorp.

Indekset har ifølge storbanken givet en merperformance på cirka 2,5 procentpoint årligt siden finanskrisen, når det sammenlignes med det brede europæiske aktieindeks, Stoxx 600.

I videoen ovenfor ses udviklingen i markedsværdien pro anno for selskaberne i C25-indekset, og dets udvidelse fra C20. Grafikken er lavet via Flourish Studio.

Mærsk i nyt forretningsben

Mærsks digitale platform, Twill, skal i et nyt forretningsben indfange de mindste kunder, der kun sejler 1-20 containere om året. Det skriver Finans. Den digitale platform skal gøre det lettere for små virksomheder at bestille alt fra søfragt, landtransporter og forsikringer. Om potentialet for forretningen udtaler Twills chef, Anne-Sophie Zerlang Karlsen til Finans:

»Der er ingen tvivl om, at potentialet i markedet er der, men spørgsmålet er, om vi kan finde en måde at få de her digitale arbejdsmetoder til at fungere for os,«

I platformens første store testår er ambitionen hos shippingkorncernen at få omkring 10.000 firmaer til at køre 100.000 fyrrefodscontainere igennem 2020, hvilket efter planen skal stige til en million containere i 2025.

 

Dansk valueinvestor om salg af kendt fly-aktie

Den danske valueinvestor Kurt Kara, der er aktiechef i investeringsforeningen Maj Invest, har tidligere i år frasolgt et lavprisflyselskab, som har tynget porteføljen. Det drejer sig om store amerikanske Southwest Airlines, der ellers havde genereret overskud 47 år i træk frem til 2020.

»Nu er de på kunstigt åndedræt nærmest, fordi staten tilfører dem kapital, så de kan overleve. Det er årsagen til, at vi er hoppet ud af aktien og har købt MTU Aero Engines i stedet, for vi er ikke interesseret i at have staten som aktionær i de virksomheder, vi investerer i,« siger Kurt Kara.

Southwest Airlines' aktiekurs er faldet 22 procent i år, mens MTU Aero Engines, der producerer jetmotorer, er faldet knap 31 procent i 2020.

 

Dagens tal og begivenheder

  • Regnskab for tredje kvartal - SAP

  • Detailsalg - Danmark