Henter kommentarer

»Det største fald i den gennemsnitlige årlige inflation siden 1975«


2023 bød markante fald i inflationen. 

Det står klart onsdag, da der er landet inflationstal for december-måned fra Danmarks Statistik, og dermed har skabt overblik over inflationen i hele 2023. 

Den gennemsnitlig årlige inflation fra 2022 til 2023 lander på 3,3 pct., mens til sammenligning var årsgennemsnittet 7,7 pct. i 2022.

»Det er det største fald i den gennemsnitlige årlige inflation siden 1975,« lyder det fra Palle Sørensen, der er cheføkonom i Nykredit. 

Hos banken venter de fremadrettet en stigende inflation. 

»Særligt i lyset af at energi kommer til at trække endnu mindre ned, men også at de højere lønstigningstakter forhøjer inflationen, navnlig i de løntunge serviceerhverv,« forklarer cheføkonomen og fortsætter:

»Tommelfingerreglen er, at en lønstigningstakt på 3 pct. er forenelig med en inflation på 2 pct. på sigt. Den seneste måling peger på, at lønstigningstakten var oppe på 4,8 pct. i 4. kvartal på området for Dansk Arbejdsgiverforening.«

Derudover komme de genindførte elafgifter til at trække i den forkerte retning fra januar måned, pointerer han.

Dog er det vigtigt at understrege, at inflationen på ingen måde ventes at blive faretruende høj de kommende år. 

»Vores bedste bud er, at vi kommer lidt over 2 pct. i løbet af første halvår i år – samt at vi får en let forhøjet inflation de kommende år. Men det er ikke noget, der vi true danskernes privatøkonomi med de nuværende lønstigningstakter,« pointerer Palle Sørensen.

Læs også: Dansk inflation stiger beskedent: »Ingen anledning til de store panderynker.«

Læs også: Ild i dansk biotekaktie – børshus tror det fortsætter