Henter kommentarer

Det tegner sig til at blive 'ekstremt blodigt': Men et selskab står stærkt


Der udspiller sig et bilræs i Kina – ikke i traditionel forstand – men i den forstand, at de kinesiske elbilsproducenter kæmper om overlevelse. 

Og her er der ét selskab, som skiller sig ud fra mængden. 

Sådan lyder vurderingen fra Peter Lisbygd, der er direktør i China Experience, som leverer indsigter og viden til beslutningstagere i erhvervslivet om Kinas teknologiske udvikling, blandt andet om det kinesiske elbilsmarked.

Læs også: Ekspert: Du kan skære 40 procent af regningen

Der kommer til at være voldsom konkurrence mellem de forskellige kinesiske producenter, hvilket der i forvejen har været. Man er nemlig gået fra omkring 300-400 bilproducenter til omkring 70 bilproducenter, og det tal skal endnu længere ned, fortæller direktøren.

»Det, som sker nu, er at vi kommer til at opleve et sandt udskillelsesløb over de næste halvanden til to år, hvor de cirka 70 kinesiske aktører bliver barberet ned til, efter min mening omkring 20 aktører, som kan klare sig globalt, og som har den finansielle styrke, produktionskapacitet og teknologi til at klare sig på det globale marked, og det er klart, at det bliver ekstremt blodigt,« vurderer Peter Lisbygd.

Han peger dog på et selskab i det kinesiske bilmarked, som ligger lunt i svinget, og det er BYD, som udover at være en elbilsproducent også er verdens anden største batteriproducent.

»BYD er ekstremt stærkt positioneret. De er lige kommet ud med deres tal fra sidste år, hvor de vækster på bundlinjen med yderligere 80 pct. De er en stor profitabel mastodont, så de ligger et rigtig godt sted,« fortæller han og tilføjer:

»Kineserne er virkelig langt fremme med udviklingen af batteriteknologi, og BYD er helt i top her.«

BYD, som står for Build Your Dreams, blev grundlagt i 1995, og er på 30 år vokset til et selskab med 230.000 ansatte.

BYD-aktien på børsen i Shenzhen er steget med over 5 pct. siden årsskiftet.

Læs mere: Tesla-aktien er faldet tungt i år: Sådan ser to danske forvaltere på aktien

Læs mere: Ekspert: Sådan finder du vinderaktier i særligt marked