DI-direktør køber yderligere op i Pandora


Lars Sandahl Sørensen har købt yderligere op i smykkeproducenten Pandora.
Det fremgår af en fondsbørsmeddelelse fra C25-selskabet.
Den administrerende direktør for Dansk Industri og bestyrelsesmedlem i Pandora har købt 213 aktier til en samlet pris på 164.308 kr.
Dermed har han nu i alt 1435 aktier i Pandora.
Med mandagens lukkekurs på 806,2 kr. svarer det til, at Lars Sandahl Sørensen samlet ejer Pandora-aktier til en værdi på knap 1,12 mio. kr.