Tre særlige sektorer vil tage alle overskrifterne, når selskaberne meget snart åbner for regnskabsbøgerne i den forestående regnskabssæson for første kvartal.
Sådan lyder det fra Peter Garnry, der er CEO i Gesda Capital og tidligere chefstrateg i Saxo Bank, i mandagens afsnit af Millionærklubben.
De tre sektorer, som han fremhæver, er finans, energi og teknologi.
Peter Garnry fremhæver, at det store spørgsmål i finanssektoren bliver, hvordan lånebogen ser ud for bankerne. Er der efterspørgsel efter lån i USA? Og hvordan går det med private credit, der har været stor drama omkring den seneste tid.
I energisektoren holder Peter Garnry særligt øje med to ting.
»1. Har de nogle planer om at lave vækstinvesteringer på udbudssiden? 2. Hvad er deres (energiselskabernes red.) vurdering af de varige skader på gasfeltet nede i Qatar/Iran?« lyder det fra direktøren.
På teknologisektoren er det altoverskyggende: hvad er investeringsvilligheden og temperaturen i de store hyperscalers, som er selskaber der driver investeringerne i kunstig intelligens. Spørgsmålet nu er nemlig: Vil de fortsætte med at investere i det tempo, som de gør lige nu?
Peter Garnry holder særligt øje med it-virksomheden Oracle og Meta, der blandt andet ejer de sociale medier Facebook og Instagram.
Hør hele mandagens afsnit af Millionærklubben i afspilleren herunder - eller hvor du normalt lytter til podcast:


