Henter kommentarer

Direktør i Ørsted får 13,3 millioner kroner i hånden efter fyring

Daniel Lerup har fået 13,3 millioner kroner med sig efter sit exit fra Ørsted.
Daniel Lerup har fået 13,3 millioner kroner med sig efter sit exit fra Ørsted. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Der er ingen smalle steder, når det delvis statsejede energiselskab Ørsted skal af med sine topfolk.

Således afslører det seneste regnskab fra Ørsted, som blev offentliggjort fredag, at den fyrede finansdirektør Daniel Lerup har fået 13,3 millioner kroner med sig som et økonomisk plaster på såret, efter at han sammen med Richard Hunter, der var koncerndriftsdirektør, blev fyret tilbage i november 2023.

Daniel Lerup nåede kun halvandet år på posten som finansdirektør, hvor han afløste Mariann Winholt, men han var en del af koncernledelsen i 14 år. 

De 13,3 millioner kroner svarer til næsten to års løn.

Af regnskabet fremgår det, at han dels havde krav på en fratrædelsesgodtgørelse på 6,2 millioner kroner, hvilket svarer til et års grundløn. 

Dels kan han – hvis ikke han får nyt job inden udgangen af november 2024 – beholde de 7,1 millioner kroner, han har fået i en slags fritstillingsgodtgørelse. 

Beløbene har han allerede fået udbetalt, fremgår det af regnskabet.

Det er blodrøde tal på bundlinjen, som har tvunget Ørsted til at luge ud i toppen. På grund af store tab på blandt andet to amerikanske havvindmølleparker gik Ørsted ud af 2023 med et underskud på 20 milliarder kroner. 

Dog sidder den administrerende direktør Mads Nipper stadig i sin direktørstol. Han fik – fremgår det af regnskabet – 15,9 millioner kroner i grundløn i 2023. Tager man værdien af hans aktieoptioner med i lønberegningen, ligger værdien af hans løn på svimlende 18,4 millioner kroner.

Artiklen er oprindelig udgivet af B.T.