Henter kommentarer

Disse aktier handlede privatinvestorerne i marts


Det var særligt danske aktier, der løb med opmærksomheden blandt Saxo Banks 124.500 kunder i marts måned, viser nye tal fra banken.

Helt i toppen finder man Novo Nordisk, og det overrasker ikke investeringsstrateg i Saxo Bank, Oskar Barner Bernhardtsen.

»Folkeaktien Novo Nordisk er oppe på en første plads over de mest handlede aktier, hvilket jeg egentlig synes, giver meget god mening. Aktien leverede frem mod slutningen af marts nye kursrekorder igen og igen. På mange måder virker det som om, at Novo Nordisk-aktien er nærmest ustoppelig, og Novo Nordisk er nu Europas næststørste virksomhed målt på markedsværdi,« siger han i en kommentar.

Få overblikket: Sådan har børserne åbent i påsken

Også Bavarian Nordic er blevet handlet flittigt af privatinvestorerne. Populariteten er dog faldet en smule siden februar.

»Bavarian Nordic kommer ind på anden pladsen i marts måned. Aktien var den mest handlede i februar, men handelsaktiviteten er faldet en smule. Det kan hænge sammen med, at aktien har haft en relativ dårlig måned med et kursfald på cirka 8 pct. Dog er aktien stadig overraskende populær blandt danskerne taget virksomhedens forholdsvis lave markedsværdi i betragtning,« lyder det fra Oskar Barner Bernhardtsen.

På trods af bankuro er Danske Bank at finde på tredjepladsen over de mest handlede aktier blandt Saxo-kunderne og derefter Mærsk B-aktien.

»To andre danske aktier der ligge på top 5 listen i marts måned er Danske Bank og A.P. Møller Mærsk. Vi så flere danske kunder købe op i bankaktier gennem bankuroen, hvor hele sektoren blev hevet ned efter konkursen af Sillicon Valley Bank. Derfor er det heller ikke nogen stor overraskelse, at Danske Bank var en af de mest handlede aktier i marts.«

Den femtemest handlede aktie hos Saxo Bank er Tesla. En aktie som Oskar Barner Bernhardtsen kalder en »gammel kending.«

»Normalt er Tesla altid af finde over de mest handlede aktier, så denne måned er ingen undtagelse. Tesla aktien havde en fantastisk januar og februar med en stigning på cirka 70 pct. Her har vi set en mere afdæmpet marts, hvor aktien er nogenlunde uændret. Det kan forklare, hvorfor vi har set de mere aktive handlere være mindre aktive i aktien sammenlignet med tidligere måneder.«

De mest populære aktier hos Saxo Bank i marts

Læs også: Aktiechef i kras kritik af dansk aktie: Mener den bør afnoteres

Læs også: Dansk erhvervsmand tilstår insiderhandel