
2023 lakker mod enden, og snart banker 2024 på.
Men hvad vil det bringe af aktieglæder på det danske aktiemarked?
I fredagens afsnit af Euroinvestors podcast, Millionærklubben kommer de to faste forvaltere i klubben, Lars Persson og Lau Svenssen med deres bedste bud på de aktier fra det danske eliteindeks C25, som de tror kommer til at klare sig bedst i 2024.
»Umiddelbart ville jeg sige GN Store Nord, selvom den allerede er skudt afsted, men jeg håber på, at de finder rytmeboksen og kan overraske yderligere,« lyder det fra Lars Persson om den gamle, danske lydgigant, der laver høreapparater og høretelefoner.
»De kommer også fra at starte sidste år nærmest i kurs 400, og nu ligger de omkring kurs 175. Lidt medvind på cykelstien, og så kører de hurtigt op, kunne man håbe,« tilføjer han.
Derudover peger han også på enzymproducenten, Novozymes, som forventes endeligt at fusionere med Chr. Hansen i starten af det nye år, og i samme omgang skifte navn til Novonesis.
Lars Persson påpeger, at aktien er meget shortet.
»Men Novozymes har aldrig løbet rigtig stærkt. Det er nok sådan mere meeehh,« siger han.
Læs også: Strateg forudså markedets bevægelse i 2023: Her er hans forventninger til det nye år
Lau Svenssen ser til gengæld håb for medicoselskabet Ambu og vaccineproducenten Bavarian Nordic i det nye år.
»Ambu har været nede og vende, og Britt Meelby er kommet til og fundet ud af, at de ikke skal løbe så stærkt, at de løber med hovedet under armen,« lyder det fra investoren.
»Den kan sagtens kommer derop af. Den har engang kostet 350 . Den tror jeg godt kan blive rigtig god,« siger han. Ambu-aktien ligger i kurs 103 kr. fredag formiddag.
Til gengæld er Bavarian Nordic-aktien mere svingende, pointerer han:
»Der er større usikkerhed. Kommer der en pandemi, så vil alle betale vanvittig for den, men hvis der ikke sker en skid, så er der ingen, der vil have den. Det er dens problem.«
Til sidst kommer han også med en ekstra: nemlig medicoselskabet Coloplast.
»Den er blevet mishandlet som aktie. Det har altid været en rigtig blue chip herhjemme. Den koster 770 kr., men den har været oppe i 1250,« siger han.
En blue chip er en aktie i et stort, stabilt og veldrevet selskab, som leverer produkter og ydelser af høj kvalitet og formodes at klare sig bedre under en økonomisk nedtur.
»Coloplast er en af de store danske, som nok kan komme op. Hvis du vil have en af de store navne, hvor der ikke er så stor usikkerhed, så ville det være en af dem, jeg ville vælge,« siger Lau Svenssen.
Du kan følge Millionærklubbens porteføljer her.
Læs også: Nordnet: 2023 vil blive husket som gyldent år for bankerne - især én stråler



Genialt: Det her kort skal du have



Stor guide: 57 geniale gaver

















