Efter flere år med inflation, geopolitisk usikkerhed og tilbageholdenhed i virksomhedernes investeringer er der tegn på et tydeligt skifte. 

Ifølge flere uafhængige analysehuse forventes IT-budgetterne igen at vokse i 2026 – og denne gang mere bredt og strukturelt.  Det afgørende spørgsmål for investorer er dog ikke, om budgetterne vokser, men hvor pengene reelt bliver placeret.

En vigtig pointe er, at cloud fortsat er blandt de hurtigst voksende områder inden for IT. Det uafhængige analysehus Gartner forventer, at cloud og enterprisesoftware også frem mod 2030 vil vokse hurtigere end det samlede IT-marked. 

Cloud er ikke længere noget, virksomheder kan vælge til eller fra – det er rygraden i digital drift, datahåndtering og AI-udrulning. Samtidig er sektoren gået ind i en mere moden fase, hvor fokus i stigende grad er på effektiv udnyttelse, skalerbarhed og indtjening frem for ren vækst.

Udviklingen forstærkes af AI. Teknologien er rykket ud af innovationsafdelingerne og direkte ind i driftsbudgetterne. Brookfield Asset Management vurderer, at behovet for computerkraft vil vokse med omkring 28 pct. om året det næste årti. 

Det skyldes ikke kun træning af store AI-modeller, men i stigende grad brugen af AI i daglig drift – såkaldt inference. AI bliver dermed en vedvarende belastning på den digitale infrastruktur.

Det peger på, at cloud, datacentre, netværk og software i stigende grad smelter sammen. Compute er ved at blive en ny strategisk ressource, og de virksomheder, der kontrollerer både softwarelaget og den underliggende infrastruktur, står stærkest.

For investorer betyder det, at debatten ikke bør handle om, hvorvidt der investeres for meget i cloud og AI, men om hvem der formår at skabe et attraktivt afkast på investeringerne.

Software vil spille en central rolle i denne udvikling. Her bliver AI i stigende grad integreret direkte i produkterne – ofte i form af AI-agenter, der automatiserer komplekse arbejdsgange.

Mange virksomheder foretrækker at købe færdige løsninger frem for selv at bygge, hvilket favoriserer de stærkeste softwareplatforme og øger deres switching costs. 

AI bliver dermed ikke en trussel mod softwaresektoren, men en ny medvind for de virksomheder, der kan omsætte teknologien til konkrete produktivitetsgevinster.

Et område, der næsten uundgåeligt nyder godt af højere IT-budgetter, er cybersikkerhed. Mere cloud, mere data og flere AI-baserede systemer øger kompleksiteten og angrebsfladen.

AI-agenter er blevet nye digitale identiteter, som skal beskyttes. Derfor ser vi IT-sikkerhed som et strukturelt vækstområde, der bliver endnu mere relevant i takt med digitaliseringen.

Højere IT-budgetter er dog ikke i sig selv en garanti for gode investeringer. Vi forventer, at 2026 i højere grad bliver et år, hvor aktiemarkedet belønner eksekvering, disciplineret kapitalallokering og evnen til at omsætte teknologiske investeringer til vækst, indtjening og cash flow. 

For langsigtede investorer handler det fortsat om at skelne mellem midlertidig støj og varig strukturel medvind – og netop her ser vi fortsat attraktive muligheder i udvalgte dele af tech-sektoren.

Denne kommentar er skrevet af Henrik Karlsen, investeringschef i Horizon3. Euroinvestor bringer i debatformatet 'Pengetanken' alle hverdage kommentarer fra vores faste panel på 15 eksperter i investering, boligøkonomi og privatøkonomi. Alle kommentarer er udelukkende udtryk for den pågældende skribents egen holdning. Klummen er udelukkende til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge finansielle produkter.