Både Ørsted og Novo Nordisk blev ramt af dårlige nyheder fra analytikerfronten, men selvom det var Novo, der fik den hårdeste dom, var det Ørsted, som faldt til bunds.

Fredag bød dog også på en opjustering af forventningerne fra et af de danske rederier, men vi starter med de dårlige nyheder.

Forsyningsgiganten Ørsted blev fredagens mest faldende aktie i C25-indekset.

Nykredit har sænket kursmålet på aktien fra 360 kr. til 300 kr. Anbefalingen fastholdes dog på hold.

Ørsted faldt fredag med 2,6 pct. til en kurs på 258,10 kr.

Novo Nordisk havde heller ikke heldet med sig fredag. Den danske medicinalgigant måtte se aktien falde, efter en dobbelt nedgradering af anbefaling fra et børshus.

DBS er nemlig vendt 180 grader og anbefaler nu investorerne at sælge Novo-aktien, selvom den seneste anbefaling lød på køb.

Samtidig har DBS skåret markant i kursmålet fra 640 kr. til 330 kr.

Novo-aktien faldt 1,6 pct. til en kurs på 403,50 kr.

Og så til dagens gode nyhed, og den kommer fra D/S Norden.

Tank- og tørlastrederiet er nemlig kommet med en opjustering af selskabets egne forventninger til årets resultat.

Norden forventer nu et nettoresultat i intervallet 50-130 mio. dollar. Tidligere lød forventningen på mellem 20 og 100 mio. dollar.

Norden-aktien fløj op med 8,5 pct.

Den svenske e-handelsgigant Boozt blev sendt i dørken i dagens handel.

Aktien, som også handles på den danske børs, faldt hele 17,8 pct.

Det skete, efter selskabet har været ude og sænke forventningerne til året. Læs mere her.

Ugens sidste handelsdag blev en fin en af slagsen for de danske aktier.

C25-indekset steg med 0,3 pct.

I toppen af hovedindekset var det Rockwool, som førte an med en stigning på 2,6 pct.

Læs også: Spekulanter øger satset mod dansk gigant: Denne aktie topper shorterlisten nu

Læs også: Er det nu, du skal begynde at købe op? Få strategens bud her