Mandag bliver der afsagt byretsdom i hvidvaskssagen mod Nordea, hvor anklagemyndigheden har tiltalt storbanken for hvidvask af 26 mia. kr.

Afgørelsen kan ifølge investeringsøkonom Per Hansen i Nordnet godt give kursudsving i Nordea-aktien mandag, da den nordiske storbank risikerer en stor milliardbøde. 

»Hvis dommen går Nordea imod, kan investorerne tænkes at reagere med lidt ekstra kursusikkerhed,« lyder det fra Per Hansen. 

Han påpeger at Nordea, såfremt selskabet kendes skyldig, kan stå overfor at betale en bøde på 6,6 mia. kr. 

»Beløbet er meget stort og selv for en bank af Nordeas størrelse vil det være en meget stor omkostning,« skriver Per Hansen i en kommentar, han titulerer med 'Dommens dag kan bevæge aktiekursen'.

Sagen er bemærkelsesværdig, da det er første retsopgør om hvidvask mod en bank i Danmark - tidligere sager er alle endt med forlig.

Uagtet om Nordea bliver dømt, vurderer Per Hansen, at det bliver vigtigt at følge afgørelsen: 

»Både på grund af størrelsen og fordi den kan bevæge aktiekursen. Hvis Nordea dømmes skyldes, vil det være sandsynligt, at de anker dommen, så vi bliver ikke nødvendigvis meget klogere på det endelige udfald på mandag,« skriver Per Hansen og fortsætter: 

»Men et nederlag til Nordea vil kunne få investorerne til at tænke, at genoptagelse af aktietilbagekøbet ligger lidt længere ud i horisonten end før domsafsigelsen.« 

Í forbindelse med sit regnskab for tredje kvartal satte Nordea sit aktietilbagekøbsprogram på pause, da man er i dialog med ECB om bankens kapitalisering. Det var med til at sende aktien ned med 7 pct. på dagen. 

Nordea-aktien er oppe med 0,7 pct. for året. 

Millionærklubben

Der var hektisk aktivitet på de globale aktiemarkeder torsdag, hvor mange investorer solgte kraftigt ud af aktiebeholdningerne, og særligt de AI- og tech-relaterede sektorers aktier blev sendt i bund. Spørgsmålet er, om det er tid til at samle de nu billigere aktier op eller snarere holde sig på sidelinjen. Millionærklubben ser på sagen og svarer på spørgsmål fra lytterne med chefanalytiker Lau Svenssen fra Svenssen & Tudborg og teknisk analytiker Lars Persson fra Aktierådet i studiet. Dagens vært: Bodil Johanne Gantzel