Effektiviteten af Wegovy i pilleform matcher den, man opnår med den eksisterende injektionsbehandling.
Det annoncerede Novo Nordisks administrerende direktør, Mike Doustdar, mandag, hvor han deltog i interesseorganisationen Dansk Aktionærforenings årlige arrangement, InvestorDagen. Her var blandt andet nationalbankdirektør Ulrik Nødgaard og topchef i Ørsted, Rasmus Errboe, også på programmet.
Netop pillens effektivitet bliver et centralt salgsargument, når Wegovy-pillen efter planen skal lanceres på det amerikanske marked i starten af 2026, lød det fra Mike Doustdar i en fyldt teatersal i Folketeatret.
Oppe fra scenen forsikrede han, at medicinalgiganten ikke ville begå samme fejl som sidst, hvor selskabet ikke kunne følge med efterspørgslen, hvilket har kostet markedsandele til Eli Lilly.
Mike Doustdar understregede, at forsyningskæden denne gang ikke bliver et problem:
»Vi har mere end rigeligt denne gang, så vi kommer til at gå all-in,« lød det fra den administrerende direktør.
Mike Doustdar gjorde også sit for at komme ud over scenekanten, hvor der var plads til, at hive jokes ud af det sorte jakkesætsærme.
Her kunne han fortælle, hvordan han gjorde det klart for den amerikanske præsident, Donald Trump, at det altså var en Eli Lilly-patient, der faldt om i det ovale værelse.
Bemærkningen var en henvisning til en episode, der fandt sted i Det Hvide Hus d. 7 november, hvor et fælles pressemøde med Eli Lilly og Novo Nordisk, der blev afbrudt da en tilstedeværende faldt om.
Den kække bemærkning blev da også kvitteret med grin fra de mange hårdtprøvede Novo-aktionærer, som nok håbede, at Eli Lillys førerposition på fedmemarkedet ville gøre det samme.
Om det lykkes for det danske medicinselskab at vinde over sin amerikanske rival med lancering af pillen, må tiden vise.
Men mandag signalerede Novo Nordisk, at de er villige til at konkurrere aggressivt på prisen. Bloomberg kan nemlig berette, at selskabet sænker prisen for både Wegovy og Ozempic til 199 dollar om måneden i de første to måneder, hvorefter medicinen kan koste 349 dollar.
Dermed nærmer prisforskellen sig et punkt, hvor der ikke er så stor forskel på kopimedicinen og Novos produkter, lød det fra Dave Moore, der er ansvarlig for Novo Nordisk i USA, ifølge mediet.
