Droppede de vilde sats: Sådan vandt Kim en luksusrejse til en værdi af 100.000 kr.


Da afgørelsen faldt i Millionærklubbens Aktiespil, var det erfaringen, der var med til at sikre andenpladsen.
Bag topplaceringen står 59-årige Kim Nielsen nemlig. Han strøg til tops ved at gøre præcis det samme som i virkeligheden: Holde fast i en håndfuld selskaber, han kender helt ind til benet og lade pengene stå urørt.
»Jeg prøvede i store træk at følge den strategi, som jeg også selv gør privat - og så prøvede jeg at glemme, at det kun varede otte uger. Man skal jo prøve at være tro mod sin investeringsfilosofi,« fortæller Kim Nielsen på en forbindelse fra sit hus i Spanien.
Han har lavet et afkast på 31,1 pct. i løbet af aktiespillets otte uger, hvilket kun var 0,1 pct. fra at sikre ham førstepladsen i den tætte finale.
Kim Nielsen kan dog med andenpladsen se frem til en rejse til Maldiverne, da den kvitterer med et rejsegavekort på 100.000 kr. til destinationen.
Den tidligere finansdirektør i ejendomsvirksomheden Dades købte sin første aktie som helt ung, og siden har han fulgt markedet tæt.
»Min første investering var 12.000 kr. i Nordisk Fjer. Det var meget for en 16-årig, og de forsvandt på et halvt år, så jeg fik en hård start. Men jeg har haft hånden på kogepladen i nogle år,« fortæller han.
Til daglig spreder Kim Nielsen sine investeringer på 38 enkeltaktier og tre ETF'er, som er børshandlede fonde, der samler en hel kurv af aktier i ét papir for at sprede risikoen. Da spillet ikke tillader ETF'er, måtte fondene blive hjemme, men tre velkendte danske enkeltaktier tog han direkte med over i sin spilportefølje.
»I spillet har jeg fem aktier. Tre af dem hedder TORM, ChemoMetec og Genmab. Dem har jeg kraftigt investeret i privat, så dem troede jeg meget på. Dertil har jeg Gilead Sciences og cBrain. Og det var i håbet om, at der ville komme nogle gode nyheder fra dem,« siger han.
Kim Nielsens bedste aktie i porteføljen blev den danske biotekgigant Genmab, som gav et afkast på 61,1 pct. i løbet af spillet. Også aktierne i cBrain og ChemoMetec var gunstige med afkast på henholdsvis 35,6 pct. og 25,3 pct.
Mens mange af konkurrenterne købte og solgte på livet løs for at ramme den næste kursraket, tog den erfarne investor det helt roligt.
»Ulempen ved den korte investeringshorisont i et aktiespil er, at mange handler meget og tager for høj risiko. Den ene dag er de nummer otte, og den næste dag er de nummer 20.000. Mange smider alt på rødt eller sort og køber en eller anden amerikansk biotek-aktie, de overhovedet ikke kender,« forklarer han og tilføjer:
»Lad være med at investere i noget, du ikke forstår.«
Kim Nielsen ser nu frem til sin rejse til Maldiverne, som han skal nyde med sin kone, når den danske vinter indtræffer.
Siden den 7. september har over 22.000 deltagere i Millionærklubbens Aktiespil skullet investere en million fiktive kroner i danske og amerikanske aktier.
Dette års spil er nu forbi, men man kan stadig se frem til Euroinvestors vinderarrangement torsdag den 5. november, hvor Millionærklubbens eksperter vil være til stede og debattere de aktier, som har været med til at vinde spillet.
Du kan købe dine billetter her.