Det danske selskab Asetek blev kastet ud i et giftigt kursfald på 40 pct. d. 12 juni, da selskabet suspenderede sine forventninger til året som følge af en faldende efterspørgsel.
Men nu er selskabet klar med en ny plan og en opdateret prognose for året, fremgår det af meddelelse til børsen udsendt mandag eftermiddag.
Asetek, der blandt andet beskæftiger sig med hardware til gaming - herunder køleelementer og simulatorsystemer, forventer nu en omsætning på mellem 52-55 mio. dollar i 2024.
Til sammenligning viser årsrapporten, at den i 2023 var på 76,3 mio. dollar.
I meddelelsen fremgår det også, at selskabet i andet kvartal af 2024 havde en foreløbelig omsætning på 13 mio. dollar.
Læs også: Se listen: Her er de 10 bedste amerikanske aktier i år
Selskabet regner også med en justeret EBITDA-margin på mellem 1-4 pct. for året, hvor den tidligere forventning var på mellem 12-17 pct.
I forbindelse med de opdaterede forventninger fremlægger Asetek også en besparelses-plan, som man forventer vil medføre årlige besparelser på 3 mio. dollar i 2025.
Planen indebærer blandt andet, at man fjerner 30 fuldtidsstillinger på tværs af organisationen hvoraf tre vil være i det øverste ledelseslag. Samtidig træder adm. direktør André S. Eriksen tættere på driften og selskabet vil nedskalere sin amerikanske forretning til »et absolut minimum« fremgår det af meddelelsen.
»Tiltagene til at reducere vores omkostninger er nødvendige, men jeg er bedrøvet over påvirkningen på mange mennesker i vores organisation. Jeg vil gerne takke dem alle for deres bidrag,« udtaler André S. Eriksen i meddelelsen.
Den seneste måned er Asetek-aktien faldet med 45 pct.
Læs også: Jyske Bank anbefaler at købe C25-aktie: Gode udsigter på trods af dårligt vejr
Læs også: Se listen: Disse danske aktier er steget mest i år

