Solide stigninger til DSV og medicinalaktierne er onsdag ved middagstid med til at trække C25-indekset på ret køl efter et par dage med solide fald.
DSV har haft et par hårde dage, men får onsdag en håndsrækning fra amerikanske JPMorgan, der har hævet sin anbefaling af aktien.
Generelt er der kommet mere ro på markederne, og det betyder comeback til nogen af investorernes favoritaktier. Det fortæller Mads Zink, der er chefhandler i Danske Bank.
- Markedet rebounder lidt i dag, og mange købere har været på sidelinjen de sidste dage, mens markedet var usikkert. I dag ser det ud som om, at der kommer mere stabilitet ind i markedet, og så begynder du at købe nogle de aktier, du godt kan lide igen. Genmab er med i den kategori, og jeg vil tro, at det er derfor, at vi ser nogle af aktiemarkedets normale darlings blive samlet op efter det sell off, der har været de sidste dage, siger Mads Zink til MarketWire.
C25-indekset stiger med 1,4 pct. til 1909,59 i middagshandlen. Det sker efter fald på henholdsvis 1,7 pct., 1,7 pct. og 2,5 pct. fredag, mandag og tirsdag.
Sammen med DSV i toppen ligger også Genmab og Novo, der stiger henholdsvis 2,8 pct. til 2761 kr. og 2 pct. til 618,30 kr.
Nervøsiteten lurer dog stadig i baggrunden - og oven i rente- og inflationsfrygten kan man også stadig lægge frygt for et kollaps i den kinesiske ejendomsudvikler China Evergrande og de følgeeffekter, det kan få.
- De usikkerheder, vi har set i markedet på det seneste, og den sektorrotation, som vi har set ud af vækstaktier, kan sagtens komme igen. Derfor køber man lige nu de lidt mere defensive aktier, som bør holde lidt bedre, hvis markedet bliver nervøst i løbet af et par dage igen, lyder det videre fra Mads Zink.
DSV LØFTES AF JPMORGAN EFTER NEDTUR
For en stund synes stemningen dog at være bedre onsdag morgen, og det smitter blandt andet af på transport- og logistikselskabet DSV, der - ganske som mange andre - har fået en hård medfart de seneste dage.
JPMorgan mener nemlig igen, at det er tid til at fylde DSV-aktier i depotet. I hvert fald har banken løftet sin anbefaling til "overvægt" fra "neutral", mens kursmålet er skruet op til 1683 kr. fra 1539 kr., viser data fra Bloomberg News.
DSV stiger med 3 pct. til 1557 kr. og er øverst i C25-indekset.
Også Carlsberg stiger, selv om bryggeriet har fået sænket sin anbefaling hos Deutsche Bank til "hold" fra "køb".
Samtidig er kursmålet ifølge Bloomberg News blevet sænket til 1125 kr. fra 1325 kr.
Carlsbergs B-aktie løftes med 0,1 pct. til 1046 kr.
Analytikerne har også set nærmere på ingredienskoncernen Chr. Hansen, som hos Morningstar har fået løftet sin anbefaling til "hold" fra "sælg", mens kursmålet stadig er 530 kr. ifølge data fra Bloomberg News.
Chr. Hansen stiger med 1,5 pct. til 542 kr.
ISS KØBER TYRKISK PARTNER
Serviceselskabet ISS har overtaget selskabets tyrkiske partner Rönesans Facility Management Company.
Overtagelsen er sket sammen med kapitalfonden Actera, der vil få et ejerskab på 40 pct. af ISS i Tyrkiet, mens den danske koncern altså vil eje 60 pct.
Med overtagelsen får ISS i Tyrkiet yderligere 1500 medarbejdere oveni de eksisterende 43.500 ansatte.
ISS ryger til bunds i C25 med et fald på 1,8 pct. til 135,75 kr.
ØRSTED HENTER MILLIARDFINANSIERING
Den Europæiske Investeringsbank har ydet et lån til Ørsted på 500 mio. euro - svarende til 3,7 mia. kr. - til langsigtet finansiering af Borssele 1 & 2-vindparkerne ud for den hollandske kyst.
Med dette lån har Ørsted sikret sig langsigtet finansiering af projektet, hvilket er afgørende for, at vi kan lykkes med vores ambition om at blive verdens førende grønne energiselskab, siger Kasper Kiim Jensen, som er Head of Treasury & Capital Planning, i Ørsted.
Vindparkerne tæller 94 møller med en samlet kapacitet på 752 megawatt.
Ørsted-aktien ligger onsdag middag oppe med 0,8 pct. til 883 kr.
.\˙ MarketWire