DSV-toppen forsøgte at forklare sig - så faldt aktien: Det var her, det gik galt


Stemningen var i forvejen dyster, da DSV-toppen klokken 11 satte sig til rette for at afholde deres regnskabskald. Investorerne havde allerede sendt aktien ned med smertefulde 9,2 pct. fra morgenstunden.
Men i stedet for at vende stemningen, gik det kun én vej under det timelange opkald. Da DSV-topchef Jens Lund og finansdirektør Michael Ebbe rundede af klokken 12, var faldet forværret til hele 12,9 pct. Da det var værst var DSV-aktien faldet mere end 13 pct. siden børshandlen gik i gang.
Ifølge Haider Anjum, der er analytiker hos Jyske Bank, var der et helt bestemt tidspunkt under præsentationen, hvor kurven knækkede for alvor:
Det var, da snakken faldt på selskabets pengetank og muligheden for at købe egne aktier tilbage. Ledelsen brugte en del krudt på at forklare, at det lavere cashflow kun er et midlertidigt problem, blandt andet fordi 1,8 mia. kr. fra et salg af ejendomme endnu ikke er landed på kontoen.
Men da ledelsen samtidig slog fast, at det formentlig er for tidligt at forvente nye aktietilbagekøb i tredje kvartal, trykkede investorerne for alvor på salgsknappen
»Det var heromkring aktien tog et pænt dyk,« påpeger Haider Anjum
Udover problemerne med pengestrømmen kæmper DSV også med helt konkrete udfordringer ude i hverdagens drift.
I afdelingen for vejtransport - den såkaldte Road-division - slås selskabet i øjeblikket med forsinkede leveringer, lavere kvalitet og en ringere udnyttelse af kapaciteten. Det er driftsbump, som forventes at fortsætte et stykke ind i det kommende kvartal, og det koster selskabet et sted mellem 250 og 500 mio. kr. i enten ekstra omkostninger eller tabt omsætning.
Først fra september regner DSV med at være helt på sporet igen.
Alligevel fastholder DSV-ledelsen, at situationen er under kontrol.
De understreger ifølge Jyske Bank-analytikeren, at der ikke er tale om grundlæggende fejl i selskabets store integrationsplan, men blot om praktiske udfordringer i driften, som de allerede er i gang med at få rettet op på.
DSV har købt den tyske transportkæmpe DB Schenker og investorer og analytikere holder nøje øje med, om sammenlægningen af de to logistikgiganter går efter planen.
Hos Jyske Bank vurderer man, at nøgletallene for rettidige leveringer forbedres i øjeblikket uge for uge, og renser man for de midlertidige engangseffekter, følger selskabet ifølge ledelsen sin oprindelige plan.