Det er nok nærmere Europa fremfor USA, som man skal være investeret i lige nu.
Sådan lyder vurderingen fra den erfarne økonom og medejer af rådgivningsvirksomhed Paice, Lars Christensen i mandagens afsnit af Euroinvestors podcast, Millionærklubben.
Umiddelbart efter præsidentvalget i november, hvor Donald Trump som bekendt vandt, stak de amerikanske aktier amon. Senere hen er det dog vendt, og de europæiske aktier er steget markant siden årets start.
»De tyske aktiemarkeder har klaret sig noget bedre, efter Trump blev præsident,« forklarer han.
Derudover er de amerikanske aktier »ekstremt dyre,« forklarer den garvede økonom.
»Og i en situation hvor den amerikanske centralbank, Fed, nok ikke kommer til at sænke renten i år, men nok nærmere kan blive nødt til at hæve renten, så peger pilen nærmere mod Europa fremfor USA, i forhold til hvor man skal være investeret,« tilføjer han.
Lars Christensen påpeger også, at han godt kunne se de amerikanske aktier blive sendt ned med 20-30 pct. over en længere periode.
Du kan høre mere om Lars Christensens tanker om økonomien i USA i starten af mandagens afsnit af Millionærklubben, hvor du lytter til dine podcasts eller herunder: