Christine Lagarde kommer nu med en dramatisk og skræmmende advarsel:
Europa er i overhængende fare, hvis der ikke handles hurtigt og beslutsomt.
Chefen for Den Europæiske Centralbank advarer mod yderligere økonomisk stilstand i Europa og kritiserer den vedvarende tøven med at gennemføre vækstfremmende tiltag, skriver Bloomberg News.
Hun understreger, at kontinentets eksportdrevne forretningsmodel er forældet i en tid med øgede globale chok som stigende amerikanske toldsatser, Ruslands invasion af Ukraine og skærpet konkurrence fra Kina.
Christine Lagarde fremhæver Europas sårbarhed på grund af afhængighed af tredjelande for sikkerhed og kritiske råmaterialer. Europa er nødt til at handle nu for at sikre sin fremtidige vækst, påpeger hun.
Christine Lagarde gentog sit budskab fra seks år tidligere, hvor hun opfordrede Europa til at »nulstille sine ambitioner«, og udtalte fredag:
»Hvis vi gør vores indre marked virkelig indre, vil Europas vækst ikke længere afhænge af andres beslutninger, men af vores egne valg. Dette var mit budskab for seks år siden. I dag er det budskab kun blevet mere presserende. Yderligere seks års passivitet – og tabt vækst – ville ikke blot være skuffende. Det ville være uansvarligt.«
Hun peger på, at løsningen på EU's problemer ligger i bedre styring, herunder mere »gensidig anerkendelse«, hvor varer og tjenester, der er lovlige i ét medlemsland, anerkendes i hele blokken – også for den digitale økonomi.
Christine Lagarde siger også, at EU skal træffe beslutninger hurtigere – for eksempel ved at bruge flertalsafgørelser på skatteområdet og indføre fælles regler, der kan hjælpe landene videre.
Hendes udmelding kommer samtidig med, at EU-Kommissionen kun ser svag vækst og efterlyser mere handling.

