Fodboldklubben AGF stopper sponsorsamarbejdet med WindowMaster International.

Det skriver klubben i en pressemeddelelse.

Beslutningen skyldes, at Oscar Boyter, der er repræsentant for selskabet og søn af selskabets ejer, har knyttet WindowMasters engagement i AGF til debatten om pyroteknik.

Ifølge pressemeddelelsen skulle Oscar Boyter have postuleret, at sponsoratet skulle dække AGF's bøder for pyroteknik, og at en skærpet indsats fra fodboldklubben mod netop pyroteknik ville få betydning for sponsoratets fortsættelse.

»Påstanden om, at sponsoratet skulle dække AGF’s bøder, har intet hold i virkeligheden og er også helt uforeneligt med AGF’s holdninger og værdier,« lyder det i pressemeddelelsen.

Derfor stoppes samarbejdet nu, ligesom at fodboldklubbens bestyrelsesformand, Lars Fournais, fratræder formandsposten, som han har bestridt hos WindowMaster International.

»Forløbet er uacceptabelt for AGF og for mig personligt, som bestyrelsesformand i begge virksomheder. Der må ikke herske tvivl om, hvor AGF eller jeg står i spørgsmålet om pyroteknik. Vi tager skarpt afstand fra pyroteknik i fodbolden. Jeg gentager, hvad vi har sagt mange gange: Det er ulovligt og skadeligt for vores klub og for dansk fodbold,« siger Lars Fournais.

AGF skriver, at de ikke har yderligere kommentarer til sagen.

Euroinvestor har forsøgt at få en kommentar fra WindowMaster International og Oscar Boyter men uden held.

Aktien i selskabet er i skrivende stund nede med 2,1 pct.