GN Store Nord har solgt sin høreapparatforretning, Hearing, til italienske Amplifon for 17 mia. kr., og salget betyder, at selskabet fremover vil fokusere på lyd- og videoudstyr, mens salgsprisen giver selskabet en stor kontant indsprøjtning.
Nyheden fik investorerne til at sende GN-aktien markant i vejret - men hvad mener de professionelle analytikere om aktien nu?
Analysehuset Morningstar har i kølvandet på nyheden om frasalget sænket sin anbefaling på GN-aktien til 'hold' fra før 'køb'.
Samtidig er kursmålet skruet op til 123 kr. fra før 114 kr. Det indikerer, at aktien kan stige knap 17 pct. fra sit nuværende niveau.
Ud af de i alt 18 analytikere, der ifølge finanstjenesten Bloomberg dækker aktien, har 10 en købsanbefaling. Syv har en 'hold'-anbefaling, mens blot én anbefaler, at man skiller sig af med aktien.
De 18 analytikere har tilsammen et gennemsnitligt kursmål på 120,18 kr. - med andre ord ser de for sig, at aktien kan stige omkring 14 pct. inden for det næste år.
Pengene fra salget skal GN bruge til at nedbringe gæld, investere i den fortsatte drift og udlodde kapital til aktionærerne, fremgik det af den meddelelse, som GN Store Nord sendte ud mandag.
Hvad Lau Svenssen, fast inventar i Millionærklubben og chefanalytiker i Svenssen & Tudborg, gør med sine GN-aktier i kølvandet på frasalget, kan du dykke ned i her.

