Jyske Bank er onsdag morgen kommet med regnskab for tredje kvartal af 2026.

En stor del af spændingen i regnskabet blev dog allerede afsløret for to uger tid siden, da banken var ude og hæve sine forventninger til helåret 2026, og i samme omgang offentliggjorde en række foreløbige tal for tredje kvartal af 2026.

Overskuddet på bundlinjen fremgik af fondsbørsmeddelelsen fra tidligere på måneden, men blev slået fast i onsdagens regnskab til at være 1278 mio. kr. Det er omkring 200 mio. kr. mindre end samme periode sidste år, men til gengæld er det knap 150 mio. kr. bedre end ventet af analytikerne, ifølge data fra Bloomberg. 

Netto renteindtægterne løb i tredje kvartal op på 2270 mio. kr., hvor analytikerne havde ventet 2261 mio. kr.

Jyske Banks egenkapitalforrentning eksklusiv immaterielle aktiver i tredje kvartal lå på 11,1 pct.

Egenkapitalforrentningen er et mål for sammenhængen mellem, hvad virksomheden tjener, og hvad det ejer og fortæller noget om et selskabs evne til at skabe afkast ud fra de værdier, som virksomheden råder over.

Af regnskabet fremgår det, at Jyske Bank fastholder de højere forventninger til 2026, som blev annonceret tidligere på måneden.

Forventningen til året er dermed et overskud på 4,7-5,2 mia. kr, hvilket svarer til en indtjening per aktie på 78-87 kr. 

Lars Mørch er ordførende direktør for Jyske Bank. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Til onsdagens regnskab fra Jyske Bank lyder det fra Lars Mørch, der er direktør i banken:

»I første til tredje kvartal 2026 var kundeaktiviteten fortsat høj, den forretningsmæssige fremdrift blev styrket, og kreditkvaliteten forblev stærk, hvilket understøtter en opjustering af forventningerne.«

»Den finansielle udvikling i første til tredje kvartal 2026 afspejler et resultat pr. aktie på 61 kr. samt en fortsat positiv udvikling i forretningsomfanget. Resultatet var drevet af vækst i de underliggende indtægter og disciplineret omkostningsstyring, samtidig med at kreditkvaliteten fortsat var stærk,« tilføjer han.

I starten af september annoncerede Jyske Bank opkøbet af formueforvalteren Formuepleje.

I regnskabet kan man læse, at transaktionen er blevet godkendt af myndighederne og forventes gennemført den 2. november 2026.

»Købet understøtter Jyske Banks ambition om at accelerere væksten inden for formueforvaltning og styrker bankens position blandt formuende kunder,« fremgår det af regnskabet.

Jyske Bank er en af de største bank i Danmark og over 3.800 ansatte. Aktien i Jyske Bank er steget med over 20 pct. siden årets start.