Henter kommentarer

Efter vanvittigt lynkrak: Nu forklarer fondsbørsen


Der var dramatik for alle pengene på de skandinaviske børser omkring 10-tiden mandag formiddag, hvor blandt andet det danske C25-indeks på få minutter blev skudt ned med 8,3 pct.

Markedet rettede sig, men siden har rygterne floreret – for hvad var grunden til det pludselige lynkrak?

Kort tid efter krakket lød det fra flere røster, at krakket skyldtes en menneskelig fejl. Angiveligt skulle en børshandler sælge en stor portion nordiske aktier i løbet af dagen, men ved en fejl kom vedkommende til at sætte dem alle til salg på en gang, og dermed blev børserne sendt i knæ.

Der har været tavshed fra børsen selv, Nasdaq, men nu tager de bladet fra munden. I en besked på fondsbørsen skriver de, at grunden til dykket var en handling, der blev foretaget af en »markedsdeltager«.

Nasdaq oplyser desuden, at de – efter en gennemgang– ikke ser nogen grund til at annullere de handler, der foregik under lynkrakket.

I et interview med Børsen uddyber direktør for Nasdaq OMX Copenhagen, Nikolaj Kosakewitsch, at et enkelt børsmedlem, der »handlede enormt aggressivt«, alene fik pustet de skandinaviske børser i en negativ retning.

Nasdaq har desuden ikke fået nogen henvendelse fra det pågældende medlem om, at vedkommende ønsker at annullere de betydningsfulde handler.

Læs også: Rygterne svirrer om mystisk hændelse: Det kan være forklaringen

Læs også: Buffett satser stort på opkøb – aktien stiger