Efter afgørelsen på det dramatiske opkøbsforløb blev aktiekursen i det danske vaccineselskab Bavarian Nordic forleden bombet tilbage fra kurs 235 kr. til 190 kr.
Det har fået aktiechef i HC Andersen Capital Michael Friis Jørgensen til at købe op i aktien på det lavere niveau. Det fortæller han til Euroinvestor:
»Aktien kan komme under pres på den korte bane, men sådan overordnet set synes jeg, det ser ganske attraktivt ud på det nuværende prisleje,« siger Michael Friis Jørgensen.
Han ser blandt andet, at Bavarian Nordic har godt gang i sin forretning for rejsevacciner, samt at opkøbsforløbet måske har givet selskabet og ledelsen nogle ideer til, hvordan der kan effektiviseres i forretningen. Derudover ser han et potentiale i den fortsatte udruldning af Bavarians chikungunya-vaccine.
De to kapitalfonde Permira og Nordic Capital har siden sommeren 2025 forsøgt at købe Bavarian Nordic af børsen, men det lykkedes ikke at samle opbakning nok hos aktionærerne. Dermed faldt aktiekursen pludseligt tilbage med 20 pct. i sidste uge.
Bavarian-aktien handler nu til omtrent samme niveau, som før det oprindelige tilbud.
Michael Friis Jørgensen ejede aktier i Bavarian Nordic før tilbuddet, men solgte sine aktier undervejs i forløbet. Man kan derfor sige, at han nu har købt dem tilbage.
Han vurderer at aktiekursen kan blive påvirket af oprydningsarbejdet efter forløbet, hvor blandt andet en diskussion af sammensætningen af bestyrelsen udestår. Derudover kan der også udestå et fortsat salgspres fra store investeringsfonde, der leder efter muligheder i events som opkøb, hvor man kan tjene penge på de små forskelle mellem tilbudspris og den aktuelle aktiekurs.
Derfor er Michael Friis også ganske tålmodig med sin position i aktien, selvom han blandt andet har købt op i sin Millionærklub-portefølje. Her dyster han mod de to faste paneldeltagere i Euroinvestors podcast Millionærklubben om at få 250.000 kr. til at vokse mest på et kalenderår.
»Det er et langsigtet kald, for jeg tror sagtens, der kan være pres på den korte bane. Der er ikke noget, der tyder på, at den vil performe her de sidste måneder af året,« siger Michael Friis Jørgensen og fortsætter:
»Men nu må vi se. Regnskabet her mod slutningen af ugen bliver næppe skidt, så der må vi se, om der kan hentes noget kortsigtet gevinst. Men det er ikke derfor, jeg har købt den.«
Bavarian Nordic kommer med regnskab for tredje kvartal fredag d. 14 november.
Michael Friis Jørgensens Millionærklub-portefølje har indtil videre leveret et afkast på 5 pct. i år. Du kan se hans aktier her.

