Aktiechefen advarer nu om et aktiemarked, der kan løbe tør for fremdrift. Jacob Pedersen fra Sydbank tegner et dystert billede af de kommende måneders økonomiske udsigter.
Det har indtil videre været en »uinspirerende« regnskabssæson.
Sådan lyder det i en ny kommentar fra aktieanalysechef i Sydbank Jacob Pedersen.
»Aktuelt har 65 pct. af regnskaberne i USA overgået forventningerne, mens tallet i Europa er helt nede på 43 pct. Det er betydelig dårligere end normalt,« lyder det fra Jacob Pedersen i en kommentar fredag.
Han bemærker derudover, at de globale aktier er faldet med 2,2 pct. i oktober, og at forventningerne til indtjeningen i 2024 er sænket med 0,5 procentpoint i USA og med mere end 3 procentpoint i Europa.
Læs også: Dagens vigtigste begivenhed: Sådan kan det påvirke aktierne
Det er en udvikling, der ifølge Sydbank-analytikeren »giver anledning til panderynker«.
»De uinspirerende regnskaber har taget toppen af feststemningen på aktiemarkederne, og ikke meget tyder på højere økonomisk vækst i 2025 end i 2024,« lyder det videre fra Jacob Pedersen.
Med tanke på den udvikling og det faktum, at aktiemarkederne er relativt dyrt prisfastsat i øjeblikket, vurderer Sydbank, at det helt generelt er svært at se, hvad der skal drive et imponerende aktieafkast i den kommende periode:
»Der er behov for gedigne positive indtjeningsoverraskelser, for at et rimelig acceptabelt aktieafkast er inden for rækkevidde. Det er svært at se andre døråbnere for de indtjeningsoverraskelser end et pludseligt AI-produktivitetsløft eller massive (og dyre) statsgældsfinansierede investeringer i Europa og USA,« lyder det.
Sydbank vil derfor gå efter at få en aktieeksponering i kvalitetsselskaber med stabile vækstudsigter, stærke markedspositioner, høje pengestrømme og håndterbare gældsniveauer.
Kigger man på afkastet indtil videre, så har det globale aktiemarked leveret et afkast på 16 pct. i år indtil videre, mens de europæiske aktier har leveret et afkast på 8 pct. i samme periode.
De danske aktier i C25-indekset har leveret et afkast på lige knap 5 pct. i samme periode.
