Eli Lilly smadrer forventningerne - forventer nu at sælge endnu mere


Medicinalgiganten Eli Lilly leverer et regnskab for tredje kvartal, som overgår forventningerne blandt analytikerne i de store finanshuse.
Den massive fremgang er i høj grad drevet af en eksplosiv efterspørgsel på Eli Lillys storsælgende diabetesmedicin Mounjaro samt vægttabsmidlet Zepbound, som fortsat udfordrer Novo, skriver CNBC.
Både salget og overskuddet banker i vejret. Eli Lilly omsatte for 24,4 mia. dollar og tjente 7,48 dollar per aktie, hvilket slog analytikernes forventninger.
Medvinden får samtidig medicinalmastodonten til at opjustere forventningerne til hele 2026, så selskabet nu regner med at lande et samlet salg på mellem 91 og 92 mia. dollar.
Det er i den grad Mounjaro og Zepbound, der trækker læsset med salgsstigninger på henholdsvis 65 og 49 procent. Den enorme efterspørgsel opvejer rigeligt, at priserne i USA faktisk er faldet en smule efter nye aftaler med Donald Trumps regering og det offentlige sundhedssystem Medicare.