Tesla-stifteren Elon Musk tilbyder nu at købe det sociale medie Twitter.

Elon Musk går uden om bestyrelsen og har via de amerikanske børsmyndigheder SEC smidt et direte bud på borde til aktionærerne: 54,20 dollar pr. aktie. Fremgangsmåden er definitoriske en fjendtlig overtagelse, som det kaldes i investeringsbranchen.

Elon Musk har selv oplyst om det vilde forsøg på at overtage og dermed helt afnotere Twitter på børsen på ... ja, Twitter, hvor han også har lagt de officielle dokumenter til SEC ud på et link.

Tilbuddet svarer til, at han vil købe hele det sociale medie for 43,4 mia. dollar - næsten 300 mia. kr.

Han forklarer sit tilbud med, at Twitter ifølge ham rummer et kæmpe potentiale, som den nuværende ledelse ikke formår at indfri.

Købstilbuddet kommer kort tid efter, at Elon Musk fortalte markedet, at han havde købt knap 10 pct. af Twitter, hvilket allerede har gjort ham til den største aktionær i selskabet. I første omgang ville han blot i bestyrelsen, mente han. Men den melding blev siden hen trukket tilbage.

På dagen for Musks investering steg Twitter-aktien med 25 pct., men er siden faldet en anelse tilbage, og blev i går aftes handlet til 45,85 dollar pr. aktier i New York. Dermed er der lagt op til endnu heftig stigning, når handlen åbner kl. 15.30 dansk tid.

Kun børserne i Danmark og Norge holder lukket på grund af Skærtorsdag.

I takt med den offensive og offentlige kritik af det sociale medie fra Musk selv, der ikke mener, at ledelsen forløser potentialet, har han således haft helt andre planer i tankerne. Fremgangsmåden ligner til forveksling, hvordan aktivistiske investorer har ageret siden de så dagens lys i løbet af 1980'erne i USA.

Den legendariske investor Carl Icahn er et klassisk eksempel på en aktivistisk investor, der fra starten blev kaldt »corporate raiders« af de amerikanske finansmedier.