Elon Musk lider lige nu et historisk og chokerende imagekollaps.
Der er tale om et dramatisk »fald gennem gulvet,« lyder det i en opsigtvækkende melding fra CNN’s chefdataanalytiker, Harry Enten.
»Jeg har sjældent, hvis nogensinde, set nogen ændring i opfattelse så dramatisk som denne. Han var tidligere elsket af Demokrater med +35. Se hvor det er nu: -91 point på netto favorable vurdering. Det er en bevægelse på over 120 point i negativ retning, et fald gennem gulvet,« udtaler Harry Enten, ifølge Newsweek.
Elon Musks imagekrise eksploderede, efter han blev sat i spidsen for Trumps spare-enhed, hvor han skal skære massivt i den offentlige sektor.
Konsekvensen har været massefyringer, opsigelser af føderale kontrakter og nedlæggelser af føderale enheder.
Tesla-topchefens ageren er ikke gået ubemærket hen. Demonstranter har samlet sig foran Tesla-showrooms i fredelige protester, mens Tesla-biler og ejendom er blevet udsat for hærværk og ødelæggelser over hele landet.
Men det er ikke kun tech-milliardærens popularitet, der styrtbløder. Det samme gør Tesla-bilsalget.
Antallet af Tesla-registreringer i USA faldt 5 pct. i 2024 og 11 pct. i januar 2025. Andre elbilproducenter oplever derimod en stigning.
En undersøgelse fra Pew Research Center viste, at 45 procent af Demokrater eller dem, der hælder mod Demokraterne, var noget eller meget tilbøjelige til at købe en elbil – sammenlignet med kun 13 procent blandt Republikanere eller dem, der hælder i den retning.
»Når du mister opbakning fra Demokrater, og du falder blandt uafhængige, så giver du afkald på en stor del af markedet. Og det er en stor del af grunden til, at Tesla kæmper, og Elon Musk i hvert fald delvist bidrager til det,« udtaler Harry Enten.
Ifølge en Fox News-måling godkender kun 40 pct. Elon Musks arbejde med spare-enheden DOGE. En CNN-måling viser, at 53 pct. ser negativt på Elon Musk – kun 35 pct. ser positivt på ham.

