Henter kommentarer

Elon Musk: Prishug på Tesla fortsætter


Tesla vil fortsætte med at skære i priserne på deres elbiler for at øge efterspørgslen.

Selvom det kan gå ud over virksomhedens indtjeningsmarginer, som er de bedste i branchen.

Sådan lød det fra Elon Musk, der er administrerende direktør og stifter af Tesla, efter elbilproducentens første kvartalsregnskab i 2023 landede onsdag efter markedsluk, skriver Bloomberg News.

Læs også: Tesla tjener færre penge – aktie dykker i eftermarked

Elon Musk argumenterede for, at de har en god grund til at fortsætte prisnedsættelserne. Her forklarede han, at Tesla godt finansielt kan holde til prishuggene samt at det vil give dem en overhånd i forhold til deres konkurrenter.

Investorerne var ikke lige så sikre og sendte aktien ned i eftermarkedet.

»Vi har taget en beslutning om at gå efter højere volumer og en større flåde er det rigtige valg fremfor en lavere volume og højere marginer,« sagde Musk ved et kald med analytikere ifølge Bloomberg.

Læs også: Forudser udfordrende år for Tesla: 'Naturligt hvis aktien træder vande'

Gentagne gange har Tesla skåret i priserne på deres elbiler de seneste måneder.

For under en uge siden kom Tesla for tredje gang frem med kniven og barberede prisen på seks varianter af selskabets fire bilmodeller i Danmark.

De mange prishug har sat sig på Teslas indtjeningsmargin, der var 11,4 pct. i første kvartal af 2023, hvilket er en nedgang fra 16 pct. i den forrige periode og 19,2 pct. i samme periode sidste år.

Efter prisnedsættelserne er Teslas Model Y blevet den mest solgte bil i Danmark i 2023. Alene i marts blev der solgt over 3.000 Model Y i Danmark, hvilket er det største salgstal for en bilmodel på en måned.

Læs også: Markedsanalytiker: Det ser danskerne som den største trussel mod porteføljen

Læs også: Investeringsstrateg i opråb: Husk disse aktier, hvis recessionen kommer